Da Jon Dahl Tomasson stoppede på landsholdet åbnede det op for diskussionen om, hvem der skulle overtage anførerbindet. Med i opløbet var Daniel Agger, Thomas Sørensen og den nyslåede anfører Christian Poulsen. Daniel Agger er skuffet over den beslutning, men bakker op om sin klubkammerat.
- Jeg har ikke noget problem med Christian som anfører. Det, synes jeg, er fuldt fortjent, og han skal nok blive en god anfører, og jeg skal nok bakke ham 100 procent op. Men dermed ikke sagt, at jeg synes, at det var det rigtige valg. For det synes jeg åbenlyst ikke. Jeg er utrolig skuffet, for jeg ville gerne have været anfører. Det lægger jeg ikke skjul på, udtaler Daniel Agger ifølge Tv2 Sport.
Agger forklarer, at skuffelsen ikke er blevet mindre af, at han rent faktisk var med i opløbet om at blive den nye anfører som en af kun tre spiller, der er blevet nævnt i forbindelse med valget. Derfor er han ganske naturligt skuffet, men omvendt mener han ikke, at en spiller med ambitioner kan være andet, og han bakker naturligvis op om anføreren og klubkammeraten, Christian Poulsen.