Tidligere i dag kom det frem, at FC Barcelona muligvis vil arrangere en træningslejr i Danmark denne sommer. Det er svenske Aftonbladet, der skriver historien, fordi Malmö FF forsøger at arrangere en træningskamp mod de spanske giganter.
Det er anonyme kilder fra Danmark og Spanien, der fortæller det over for avisen, men FC Barcelona bekræfter over for tipsbladet.dk, at Danmark er inde i billedet.
- Jeg har hørt uofficielt, at det er en af mulighederne, men vi melder ikke noget ud officielt, før det er endeligt bekræftet, siger en medarbejder fra FC Barcelonas presseafdeling til tipsbladet.dk.
Sidste sommer besøgte de forsvarende Champions League-mestre blandt andet USA som et led i klubbens sæsonforberedelser.