Landstræner Morten Olsen har valgt det solide kort, men det er et forkert valg.
Det er umådelig vanskeligt at skemalægge, hvad en anfører for et fodboldhold skal have af spidskompetencer.
Nogen vil mene, at han skal være anføreren på banen qua en aggressiv spillestil, og den vildskab skal forplante sig til holdkammeraterne. Andre peger på, at han skal være rutineret, mens enkelte trænere udvælger en klubmand, som spanske Fernando Torres, der blev anfører i Atletico Madrid som bare 19-årig grundet hans status i klubben.
Christian Poulsen er landsholdets nye anfører. Et solidt og sikkert valg af Morten Olsen. Men ikke det rigtige valg, vurderer jeg. Midtbanespilleren er uden tvivl respekteret i landsholdslejren og har også en spillestil, der sender de rette signaler, men jeg ser ikke den samme glød og vildskab hos 30-årige Poulsen.
I sine unge år var Christian Poulsen en langt mere dynamisk type, en felt-til-felt spiller, som var aggressiv, målsøgende og udviste vildskab på banen.
De facetter blev allerede pillet af midtbanespilleren i Schalke 04, hvor han mere blev en klog balancespiller, der fordelte spillet og hele tiden lå disciplineret som ankermanden på midtbanen.
Jeg så Danmarks kommende landsholdsanfører, da landsholdet tabte 1-3 under VM-slutrunden i Sydafrika til Japan. Der var langt mellem gode danske præstationer, men blikket fangede én spiller, som ville det meget mere end de øvrige. Og han hedder Agger.
I den hektiske slutfase skulle Danmark score mindst to gange, hvilket reelt var umuligt, men Daniel Agger sprintede rundt, hentede bolden, når den var ude og dirigerede med medspillerne. Her så jeg præcis de egenskaber, som en anfører bør have. At være villig til at jagte selv det umulige. Han ville det ganske enkelt mere end sine holdkammerater.
Ledelse er at tage ansvaret. Ledelse er at skabe resultater gennem andre og forsøge at skabe resultater sammen med andre. Og den rolle tog Daniel Agger den aften i Rustenburg.
Derfor burde midterforsvareren være Danmarks nye kaptajn.