To sene mål sænkede det danske U/17-landshold ved den anden kamp ved den internordiske turnering i Finland. Med scoringer i det 70. og 74. minut vandt England kampen med 2-0, og dermed fortoner drømmen om en finaleplads sig for danskerne.
Nu skal man gå efter at spille om tredjepladsen via en sejr i den sidste gruppekamp mod værterne fra Finland. England ligger til at vinde Danmarks pulje med seks point og en målscore på 7-0 efter to kampe, inden man møder det formodet svageste hold, Island.
Danskerne leverede en glimrende 1. halvleg, hvor man var spilstyrende og chanceskabende med store muligheder for at komme foran. 2. halvleg var mere lige, men i den sidste ende trak englænderne altså det længste strå til stor skuffelse for det danske hold og staben.
Thomas Franks mandskab åbnede tirsdag med en 3-0-sejr over Island.