Duncan vil have Celtic-svar

Morten "Duncan" Rasmussen står igen i det uvisse efter endt lejeophold hos tyrkiske Sivasspor, og nu vil han gerne finde ud af, hvad der skal ske med karrieren.

Morten "Duncan" Rasmussen afslutter ved årsskiftet sit lejeophold i tyrkiske Sivasspor efter 11 kampe og tre mål. Opholdet i den lille tyrkiske klub bliver ikke forlænget for den tidligere AGF- og Brøndby-spiller. Til gengæld vil den danske angriber gerne have svar på, hvad fremtiden skal bringe.

- Jeg kommer tilbage i januar, og skal så have en snak med Celtic så hurtigt som muligt. Indtil videre har de ikke sagt noget, så jeg venter på at finde ud af, hvad der skal ske. Som tingene er nu, vender jeg tilbage for at træne med truppen, men jeg ved ikke, hvad klubbens planer er for mig. Hvis Celtic vil have mig til at blive, så skal jeg nok træne hårdt, gøre mit bedste og prøve at komme på holdet, siger Morten "Duncan" Rasmussen til Daily Record.

Tre gange i løbet af sit Celtic-ophold har Morten Rasmussen været udlejet til andre klubber. Første var det Mainz, så AaB og nu Sivasspor. At stå i det uvisse er altså ikke ukendt for den store angriber. Men det er alligevel ikke ideelt.

- Jeg har været i denne situation i et stykke tid, men det er ikke optimalt. Jeg må vente og se, hvad januar bringer, men det ville være rart at få min fremtid på plads, siger "Duncan".

Om Celtic har i sinde at bruge Morten "Duncan" Rasmussen er endnu uvist. Den skotske klub har hentet Bangura i AIK Stockholm i sommer, mens de åbenlyst længe har været interesseret i topscoreren i den portugisiske liga, Baba Diawara.

Seneste nyt på tipsbladet.dk