Der er forventning om mål, når det danske U/21-landshold tidligt fredag eftermiddag skal forsøge at bidrage til Festugen i Århus.
Det gælder testkampen mod Litauen, hvor landstræner Keld Bordinggaard i nedtællingen har haft fokus på, hvad der foregår på den sidste tredjedel af banen. Bordinggaard har fra starten af sine forberedelser på at bygge et hold op til EM-slutrunden i Danmark 2011 haft mange emner til de defensive pladser på holdet, men det er begyndt at lysne offensivt også.
Det viser alene holdets tre seneste kampe, der har budt på syv mål. Og på papiret venter i form af Litauen en svagere modstander, hvilket dog samtidig får Keld Bordinggaard til at kræve disciplin i spillet.
Angrebsmæssigt er der en enkelt ændring i truppen, da Lyngbys Patrick Mortensen er indkaldt som afløser for AaBs Ronnie Schwartz Nielsen. Fredagens kamp på NRGI Park spilles allerede kl. 13.00. Århus er en af værtsbyerne ved næste års slutrunde.