
Der er efterhånden ved at blive lagt rigtig mærke til Christian Eriksen i fodbold-europa, og senest har den hollandske legende Johan Cruyff sammenlignet Eriksen med Michael Laudrup - en sammenligning som Laudrup føler sig beæret over.
- Hver gang store talenter eller rigtig gode spillere bliver sammenlignet med mig, er det jo en kæmpe ære. Det er stort for mig, og det er måske også stort for dem, siger Michael Laudrup til TV2 sporten.
Michael Laudrups egen karriere sluttede netop i Christian Eriksens nuværende klub, Ajax, men inden da havde han været rundt i mange af Europas største klubber såsom Lazio, Juventus, FC Barcelona og Real Madrid. Men rådet fra Laudrup til Eriksen er, at han skal fortsætte sin udvikling i Ajax, inden han tager videre til en større klub.
- Han spiller på et rigtigt godt klubhold, Ajax, som er med europæisk, som altid har været en klub, som har stået for positiv fodbold. Han er fast mand på holdet, og han ved hvad han vil, slutter Laudrup.
Chrisitan Eriksen har på det seneste været kædet sammen med et skifte til Manchester United.