Holland flopper igen

U/17-euromestrene måtte nøjes med 1-1 mod Nordkorea

Europamestrene fra Holland ligner det store flop ved U/17-VM i Mexico. Efter åbningsnederlaget på 0-1 til Congo fik hollænderne kun med stort besvær 1-1 med Nordkorea i holdets anden kamp i Gruppe A.

Dermed skal hollænderne vinde den sidste gruppekamp mod værtsnationen Mexico, der har lagt ud med to sejre, for at gøre sig håb om at komme videre i slutrunden.

Det hollandske mandskab optrådte besynderligt uinspireret i mødet med Nordkorea, der kom foran 1-0 i starten af 2. halvleg. Først et kvarter før tid fik hollænderne udlignet, da Danzell Gravenberh fik en lidt tilfældig friløber.

Efter udligningen skulle man forvente at hollænderne lagde pres på de trætte og tidsudtrækkende modstandere, men det skete slet ikke. Holland stiller ellers ved VM-slutrunden med alle nøglespillerne fra EM i Serbien, hvor man sikrede titlen ganske suverænt.

I den anden kamp i Gruppe A vandt Mexico 2-1 over Congo. Dermed er værterne sikre på avancement, og det kan måske blive en hjælp for Holland.

I Gruppe B måtte Frankrig efter 3-0-sejren over Argentina nøjes med 1-1 mod Japan, mens argentinerne fik rejst sig med en 2-1-sejr over Jamaica. Hvis det lykkes for Danmark at nå andenpladsen i Gruppe F venter toeren fra Gruppe B i næste kamp.

Danmark spiller natten til fredag sin anden kamp mod Elfenbenskysten, der overraskende tabte 1-2 til Australien.

 

 

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: