Morten Olsen udtog Jakob Poulsen blandt de første 18 navne, da han nominerede sin landsholdstrup den 25. august. Fem dage senere udtog han Poulsens tidligere holdkammerat fra AGF, Martin Jørgensen, der ellers var stoppet på landsholdet.
Da kampen mod Norge blev spillet tirsdag aften, havde Jørgensen imidlertid overhalet Jakob Poulsen, der var sendt helt op på tribunen. En beslutning han ikke var helt tilfreds med.
- Jeg er selvfølgelig pissetræt af, at Morten tog den beslutning. Og det var sur røv at sidde på tribunen. Jeg synes ikke, Martin er bedre end mig, men vi er heller ikke samme type, så det kan ikke sammenlignes. Jeg ville gerne have spillet eller siddet på bænken i stedet for ham eller en anden, for vi kunne jo også fint have siddet der begge to, siger Jakob Poulsen til tipsbladet.dk.
FCM'eren vil de næste uger forsøge at vise sig endnu mere frem i uldjydernes Superliga-kampe. Målet er at blive udtaget til de afgørende EM-kvalifikationskampe mod Cypern og Portugal den 7. og 11. oktober, og Poulsen er da også gået i gang med en kampagne for at få 35-årige Jørgensen, som han spillede sammen med i AGF i foråret 2010, til at springe fra igen.
- Allerede da vi mødtes i landsholdslejren forsøgte jeg at overtale ham til at stoppe igen, og det kan være, jeg skal fortsætte med det, men jeg tror nu ikke, det vil lykkes, siger Jakob Poulsen med et grin.
Jakob Poulsen har spillet i alt 17 landskampe for Danmark. Martin Jørgensen har spillet 100, og kom ikke på banen tirsdag aften.