Lars Jacobsen var med fra start mod Norge og spillede hele kampen trods højrebacken er helt og aldeles klubløs.
Men den tidligere West Ham-spiller håber snart der sker noget, så han kan fastholde højreback pladsen på landsholdet.
- Jeg håber, at der sker noget i løbet af de næste par dage. Der er nogle forskellige muligheder, men jeg holder dem for mig selv, siger Lars Jacobsen ifølge dr.dk.
- Det er ikke mig, der afgør det. Jeg synes, jeg leverede en fornuftig indsats, og jeg vil da håbe, at der er nogen, der synes, det så ok ud.
I kampen mod Norge havde han en stor chance for at sælge sig selv endnu bedre, da han havde muligheden for at score efter bare fem minutter, men han måtte se sin afslutning blive klaret af en fodparade af den norske målmand.
- Det var brandærgerligt, for det var et rigtigt fint opspil, og chancen var i hvert fald stor nok. Men koldblodigheden var ikke stor nok hos mig. Det havde ellers været god reklame, hvis nogle søger en målfarlig højreback.
Lars Jacobsen har endnu sit første mål til gode for det danske landshold.