
Tirsdag starter Morten Olsen og det danske landshold sin vej mod EM 2012 i Polen og Ukraine, når vores nordiske venner fra Island kommer på besøg i Parken.
Med Bendtner siddende ud med en skade og Jon Dahls exit fra landsholdet er der lagt op til en ny angrebskonstellation på det danske hold. Nicklas Pedersen, Morten Skoubo og Mads Junker kæmper om pladserne, og sidstnævnte er ikke i tvivl om, hvorfor netop han skal starte inde på tirsdag.
- Jeg er god til at lave mål. Kigger man på statistikkerne, så er det mig, der er målscoreren, mens både Nicklas og Morten måske er bedre fodboldspillere, siger Mads Junker til sporten.dk.
Junker henviser bl.a. til kampen mod Tyskland, hvor især Nicklas Pedersen deltog meget i det opbyggende spil. Alligevel blev det Junker, der blev noteret som målscorer, da han stod det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.