Kamper: Nedrykningen nager stadig

Jonas Kamper er stadig mærket af nedryknings-skuffelsen. Foto: Scanpix
Randers' Superliga-fiasko har været svær at komme over for Jonas Kamper. Men den 28-årige offensivprofil er så småt ved at genfinde spilleglæden og er ikke på vej væk.

Med Randers' nedrykning ser det ud, som om 1. division i den kommende sæson vil kunne bryste sig af flere spillere med A-landsholdserfaring. For selvom Mikkel Beckmann har åbnet op for et skifte til udlandet eller tilbage til Superligaen, er et af kronjydernes største lyspunkter i det triste forår, 28-årige Jonas Kamper, ikke umiddelbart på vej væk.

- Jeg har hverken snakket med min agent eller med klubben om et skifte, og det er i det hele taget ikke noget, jeg har nogen kommentarer til. Jeg har bare forsøgt at slappe af her i ferien og komme mig oven på skuffelsen, og nu kan jeg mærke, at det gibber i mig for at komme i gang igen, siger Jonas Kamper til tipsbladet.dk.

Han indrømmer dog, at nedrykningen har været en voldsom skuffelse, der også har gjort det svært at holde sommerferie med god samvittighed.

- Nu har jeg været på ferie, og den har været meget præget af den store skuffelse, det var at rykke ned. Især måden, det skete på. Så selvom det var rart at komme lidt væk og være sammen med venner og familie, har det også været ferie med en noget mærkelig smag i munden. For nedrykning var ikke noget, hverken jeg eller klubben havde forestillet os.

Alligevel prøver Jonas Kamper at se det positive i Randers-nedturen. Så sent som for et år siden stod han nemlig uden klub efter fire år i Arminia Bielefeld, hvor han i den sidste sæson kun spillede seks kampe. Og set i det lys er han glad for nu at have hjemme et sted, hvor han næppe skal frygte for at blive sparket ud.

- Min familie og jeg er rigtig glade for at være i Randers, og jeg er glad for klubben. Og heldigvis er jeg bedre stillet nu, end jeg var for et år siden, da jeg stod uden kontrakt. Nu har jeg i det mindste den sikkerhed, at jeg har en klub, så på den både har jeg en bedre fornemmelse i maven end sidste sommer, siger Jonas Kamper.

- Jeg har ikke prøvet at spille 1. division før, og det er klart, at det bliver noget andet end at spille Superliga. Det bliver interessant at se, hvordan folk reagerer i spillertruppen, for jeg tror, vi alle har følt os ramt på vores stolthed, og jeg håber, det giver sig udslag i en trodsreaktion, så vi får rettet op på tingene.

Seneste nyt på tipsbladet.dk