
Kasper Lorentzen er endnu en gang blevet udtaget til landsholdet, og den 24-årige Randers-spiller glæder sig over muligheden for at træne under Morten Olsen og Peter Bonde.
- Man får hele tiden nye fif og råd fra højtuddannede trænere. Det giver nye synspunkter på mit spil fra nogle dygtige folk, som ikke er dem, der ser mig til hverdag, siger Kasper Lorentzen til tipsbladet.dk.
- Sidste gang talte vi eksempelvis om bevægelsesmønstre, og hvordan jeg kan gøre mig mere spilbar.
Den unge Randers-spiller fik debut på A-landsholdet, da Danmark for snart tre uger siden spillede 2-2 i en venskabskamp imod Tyskland.
Om en uge gælder det dog point til EM-kvalifikationen, når Island kommer på besøg i Parken. Forskellen på de to kampe har Kasper Lorentzen imidlertid ikke skænket en tanke.
- Det har jeg faktisk ikke tænkt over, før du siger det. Jeg ser ikke den store forskel på de to kampe, for træningskampene bliver jo brugt til at forberede sig til de pointgivende kampe. Når det er sagt, så er det da fedt at komme i betragtning, når det gælder kvalifikationen til EM, siger Kasper Lorentzen.