
Randers' Kasper Lorentzen er endnu en gang blevet udtaget til A-landsholdet, men midtbanespilleren føler sig stadig som den nye dreng i klassen.
- Jeg er en af de nye, så jeg ser mig selv som en spiller, der skal bevise, at jeg skal være der. Jeg er opsat på at vise, hvad jeg kan, siger Kasper Lorentzen til tipsbladet.dk.
Den 24-årige Randers-spiller fik debut, da Danmark for snart tre uger siden spillede 2-2 imod Tyskland, men han har endnu ikke fået kritik fra landsholdets trænerteam.
- At man bliver udtaget igen er en form for respons, men ellers har jeg ikke hørt noget siden kampen mod Tyskland, siger Kasper Lorentzen.
Han savner dog ikke respons fra Morten Olsen og Peter Bonde.
- Man får løbende respons til træningen, og det suger jeg til mig.