
FC Vestsjælland-træner Michael Schjønberg fortalte i efteråret i Tipsbladet, hvordan klubben havde haft to nordkoreanere til prøvetræning. Han beskrev de to dengang 20-årige spillere Jong og Ri som meget veldisciplinerede og med fodboldværktøjerne i orden.
Den ene trænede sågar med en brækket tå uden at fortrække en mine i 1. divisionsklubben. Efter 14 dage returnerede de to dog til hjemlandet, fordi formaliteterne omkring deres klubskifte var ret omfattende, men FC Vestsjælland er stadig varme på de to nordkoreanske spillere.
- Vi er meget interesserede og vil gerne have dem, men der mangler en masse bureaukrati og papirarbejde med arbejdstilladelse osv. Det er heller ikke et let land at hente folk ud af. Det ville formodentlig være nemmere at importere dyr, siger Schjønberg med et strejf af ironi i stemmen til Tipsbladet.
Klubben er stadig i løbende dialog om de to spilleres skifte, og importen af talenter fra det distancerede land kan rumme gode perspektiver for fremtiden, mener Schjønberg.
- Den ene er ret dygtig offensivt, den anden defensivt. De to er også ind over hjemlandets OL-hold imod London 2012, og det siger noget om deres kvaliteter. Der er også et fremtidspotentiale i at åbne det marked, for jeg har for nylig set Nordkoreas U-landshold, og de har rigtig mange dygtige spillere på vej. Det er også meningen, at Ri og Jong efter en tilpasningsperiode skulle kunne gå direkte ind på vores hold, hvis de kommer her.
Hvornår de to eventuelt vil være til rådighed, har manageren ingen anelse om, da det klubformanden og investoren Kurt Andersen, der har kontakten til det lukkede land.
Læs meget mere om de danske divisioner i Tipsbladet Update - på gaden nu.