Landshold

Olsen: Rigtigt af Eriksen at forlænge

Danmarks landstræner Morten Olsen synes, at unge Christian Eriksen har gjort det rigtige ved at forlænge sit ophold i Ajax Amsterdam.

I går forlængede 18-årige Christian Eriksen sin kontrakt med Ajax, så han nu er bundet til den hollandske storklub til 2014.

Og det er Morten Olsen ganske godt tilfreds med.

- Det er meget fornuftigt. Han ved, han får spilletid, så jeg ser det også som helt rigtigt at forlænge kontrakten," siger Morten Olsen til TV 2 Sporten.

Der har siden Eriksens landsholdsdebut i den seneste kamp mod Østrig været delte meninger med hensyn til Eriksens mulige VM-plads. Men ser man længere frem synes Olsen også, at det er det helt rigtige for den tidligere OB-spiller at blive i Holland.

- Den filosofi, som Ajax spiller efter, er en rigtig god for ham. Det er den filosofi, som vi også har i DBU, og der er Christian Eriksen jo en af fremtidens folk, og så er det jo fint, at han bliver uddannet videre i den filosofi, siger Olsen.

Christian Eriksen har været en del af Ajax' førstehold siden nytår, og vinder Ajax i weekenden, mens Twente sætter til, kan han allerede vinde sit første mesterskab.