Nicklas Bendtner skal som tidligere skrevet i retten i Newcastle bare to dage inden Danmarks testkamp mod Rusland i Parken. Og det er ikke noget, der passer ind i landstræner Morten Olsens planlægning. Han vil have retsmødet udskudt.
- Det må vi selvfølgelig prøve at få flyttet, hvis han er spilleklar. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke.
- Det er sket før, at folk skal på arbejde, og det skal han jo med en landskamp. Så det må han prøve at få flyttet, siger Morten Olsen til sporten.tv2.dk.
Skulle det ikke lykkes at få rykket retsmødet i Newcastle, så kunne noget tyde på, at Morten Olsen overvejer udtagelsen af sin stjerneangriber til mødet mod den russiske bjørn. Han får i hvert fald ikke lov at støde til truppen senere end de andre.
- Nej det kan han ikke, fordi vi skal spille, siger landstræneren.
Morten Olsen udtager sin landsholdstrup til russermødet tirsdag den 21. februar. Altså en lille uge før Bendtners retsmøde.