Van der Schaaf straffet for slag

Remco van der Schaaf får to karantænedage men risikerer stadig en sigtelse for vold. Foto: Scanpix
Randers FCs Remco van der Schaaf er af DBU's disciplinærudvalg blevet idømt to spilledages karantæne for sit albueslag mod Hobros Mads Justesen.

Mens Superligaen i seneste weekend lå stille på grund af landskampe, var der stadig gang i 1. division. Her markerede Randers FC's Remco van der Schaaf sig mere end uheldigt, da han umotiveret slyngede en albue ind på kæben af Hobros Mads Justesen.

Tydelige optagelser af hændelsen førte til, at DBU's Disciplinærudvalg tog sagen op, og nu er dommen klar.

Disciplinærudvalget tildeler Remco van der Schaaf 30 strafpoint, hvilket svarer til to spilledages karantæne.

Udvalgets begrundelse lyder blandt andet:

- På baggrund af tv-optagelser vurderer disciplinærudvalget, at Remco van der Schaaf foretager en bevidst handling, da han slår sin venstre albue op i ansigtet på Hobro-spiller Mads Justesen.

- Det bevidste i handlingen understøttes af, at Remco van der Schaaf i momentet inden slaget fjerner sit fokus fra spillet og bolden og udelukkende har fokus på Hobro-spiller Mads Justesen, hvorefter Remco van der Schaaf tager nogle skridt hen mod Mads Justesen og derefter udfører slaget med albuen, som rammer Mads Justesen i hovedet.

- Ved at slå en modspiller gør Remco van der Schaaf sig skyldig i voldsom adfærd, jf. Fodboldlovens § 12, og sanktioneres med udelukkelse fra deltagelse i to kampe, svarende til 30 karantænepoint for handlingen.

Remco van der Schaaf erkendte efter kampen, at han havde slået sin modspiller og har beklaget episoden, der også har været behandlet internt i Randers FC.

Men sagen slutter måske ikke her, da Østjyllands Politi også har set nærmere på sagen og stadig overvejer at rejse en sigtelse for vold mod den hollandske spiller.

Seneste nyt på tipsbladet.dk