
Det har ikke været et forår, som Johan Wiland havde drømt om, for han har fortsat sin officielle FCK-førsteholdsdebut til gode, selv om han har tilbragt nogle måneder i klubben siden vinterskiftet fra Elfsborg. Så den stærke svensker er gået fra bedste målmand i Allsvenskan til reserve i SAS Ligaen, men en UEFA Cup-spærring og storspil af Jesper Christiansen har lukket døren for den nyindkøbte målmand. Men på torsdag får han chancen.
- Ja, han starter inde mod Nordvest. Hvad jeg forventer af ham? Jeg forventer et clean sheet, griner cheftræner Solbakken, der er glad for at give Wiland chancen.
- Han har været professionel helt ud til fingerspidserne, siden han kom til klubben, han har arbejdet hårdt og han har presset Jesper (Christiansen), så han har holdt et højt niveaupå banen, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk, mens han også fortæller, at centerforsvarer Peter Larsson gør comeback på det bedste FCK-hold i pokalsemifinalen mod Danmarksserieholdet.
- Vi har mulighed for at hvile et par spillere midt i et hårdt program, så det gør vi, men det ændrer ikke ved, at vi selvfølgelig skal komme fra Holbæk med et godt resultat. Vi skal levere et professionelt stykke arbejde og skaffe et godt udgangspunkt til returkampen hjemme i Parken, siger Solbakken.
Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.