Bundesliga

Erik R: Nye spillere er kæmpetalenter

Erik Rasmussen forventer store ting af de fire ungdomsspillere, der fra nytår bliver rykket op i FC Midtjyllands førsteholdstrup.

I 2006 har unge spillere som Femi, Adigun Salami og Magnus Troest fået deres gennembrud i FC Midtjylland, og i 2007 kan det blive spillere som Simon Kjær, Jesper Juelsgaard, Yakubu Akilu og målmand Jesper Weinkouff, der slår igennem i det midtjyske. De fire akademispillere er fra foråret del af FC Midtjyllands førsteholdstrup, mens ynglingeholdets topscorer Mark Hjort træner med en gang imellem.

FC Midtjyllands cheftræner Erik Rasmussen glæder sig til at se sine nye folk i aktion.

- Ligesom sidste år, hvor vi rykkede spillere som Salami og Winston Reid op, er det nogle meget store talenter. Det er nogle spillere, der har potentiale til at spille i SAS Ligaen om et år eller to, siger Erik Rasmussen til forza.dk.

Jesper Juelsgaard og Simon Kjær er allerede så interessante for omverdenen, at Champions League-deltagerne Lille forsøgte at købe dem fri for flere millioner kroner, men Erik Rasmussen mener ikke umiddelbart, at de skulle være mere talentfulde end de andre.

- Simon Kjær er en fantastisk ung spiller med god teknik, hurtighed og god styrke i luften. Men de andre er også kæmpetalenter, siger Erik Rasmussen.

Udenlandske opkøbere har igennem efteråret haft kig på FCM-profiler som Mikkel Thygesen, Kristian Bak Nielsen, Dennis Sørensen og Femi, mens unge Adigun Salami er blevet tilbudt en prøvetræning i Chelsea.