Dolberg: Regner ikke med at starte inde mod Rumænien
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Dolberg: Regner ikke med at starte inde mod Rumænien

Kampen om en plads i angrebet på det danske landshold er tæt, og Kasper Dolberg tror ikke, at han vinder den.

Han er dansk fodbolds største talent, hvilket han fik papir på i mandags til Dansk Fodbold Award, og han scorer mål på samlebånd i Æresdivisionen og Europa League. Alligevel tror Kasper Dolberg ikke, han kommer til at starte for landsholdet på søndag.

Dels er han mødt op i landsholdslejren med en skade og er endnu tvivlsom til opgøret, så han har ikke mulighed for at imponere landstræner Åge Hareide til træning. Og dels er blandt andre Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius i fremragende målhumør og dermed stærke konkurrenter.

- Det er lidt svært at svare på, om jeg kommer til at starte inde. Det er noget tid, siden vi er mødtes med landsholdet. Jeg regner da ikke med, at jeg starter inde i hvert fald. Nicolai har også gjort det helt fantastisk, så nej, det er ikke noget, jeg går og regner med, siger han til tipsbladet.dk.

Hvis det stod til hans træner i Ajax, Peter Bosz, ville Dolberg slet ikke være med landsholdet. Han skulle i stedet blive i Amsterdam og pleje sin skade, som han sagde forleden. 

Dolberg selv ser dog ikke noget problem med at være udtaget.

- Jeg vil selvfølgelig gerne med landsholdet, og jeg vil gøre, hvad der skal til for at spille den kamp på søndag. Jeg er glad for at være her, og så må jeg håbe, jeg bliver klar, siger han.

Man forstår Peter Bosz' bekymring, for den 19-årige angriber er i topform i øjeblikket. Han har scoret syv mål i de seneste ni kampe, han har spillet, efter han ellers var gennem en tørkeperiode med kritik. 

Det hjalp dog at komme lidt væk fra det hele.

- Jeg fik et par dage fri af min træner, som gjorde, at jeg lige fik lidt ny energi. Det, tror jeg, betyder meget. At gå 100 procent frisk ind til hver kamp, føle, at man kan løbe alle 90 minutter, have det fysiske overskud, forklarer Dolberg.