Bent: Jeg greb chancen

Darren Bent spiller til dagligt fast i Aston Villa, men vil også bide sig fast i startopstillingen på landsholdet. Foto: Scanpix
Englands anden målscorer i gårsdagens kvalkamp mod Wales, Darren Bent, håber at have imponeret Capello nok til en fast startplads i fremtiden.

Tre mål i tre kampe. Det er den fornemme målstatistik, Aston Villa-angriberen Darren Bent kan prale med efter at have scoret det sidste mål i Englands 2-0-sejr mod Wales i går.

Den hurtige angriber mener selv, at han med den gode form på landsholdet har gjort sig fortjent til mere spilletid for Capellos tropper i fremtiden.

- Jeg har ventet i lang tid på rigtigt at få vist, hvad jeg kan, og man må sige, at jeg har grebet den chance med begge hænder. Jeg vil være holdets nummer 9 i så lang tid som overhovedet muligt. Jeg håber, at manageren fortsat vil vælge mig, og at jeg kommer til at score flere mål, siger Bent.

De engelske medier var højt overraskede over, at det netop var Bent, som fik lov til at starte inde i gårsdagens kvalkamp frem for angribere som Andy Carroll og Jermain Defoe. Hovedpersonen selv regnede da heller ikke selv med at starte inde.

- Der var rigtig meget snak om, hvem der skulle starte inde, og for at være ærlig, så regnede jeg ikke med at skulle spille fra start. Men Capello viste mig tillid, og jeg scorede, siger Bent til Sky Sports.

England ligger med sejren over Wales lunt i svinget til at kvalificere sig til EM-slutrunden.

Seneste nyt på tipsbladet.dk