Bjelland og Dalsgaard springer over

Der var højt humør i U/21-landsholdets lejr dagen efter sejren over Hviderusland. Foto: Scanpix
Andreas Bjelland og Henrik Dalsgaard kom ud i kondisko, da U/21-landsholdet entrede træningsbanen dagen efter sejren over Hviderusland.

U/21-landsholdets anfører Andreas Bjelland træner ikke med sine landsholdskammerater her til formiddag, ligesom AaB'eren Henrik Dalsgaard også sidder over efter kampen mod Hviderusland i aftes.

Der er dog ikke noget dramatik i de to spilleres fravær i træningen. De smed sig begge på orange liggeunderlag på sidelinjen, mens holdkammeraterne begyndte at løbe rundt om Keld Bordinggaards kegler.

Henrik Dalsgaard fik et slag over foden i aftes, mens Andreas Bjelland altid springer træningen over dagen efter en kamp.

- Jeg kan sagtens træne, og der er ikke noget dramatisk i det her. Jeg restituerer og slapper af dagen efter en kamp. Det er blevet en rutine for mig, siger Andreas Bjelland til tipsbladet.dk.

Både Bjelland og Dalsgaard ventes med i holdets træning i morgen, og der skulle ikke være nogen problemer med kampen lørdag mod Island. Ud over Dalsgaards problemer med foden og Bjellands frivillige træningspause, er der ikke de store problemer på det danske U/21-landshold. Daniel Wass har døjet lidt med ryggen, mens Bashkim Kadrii har tandpine. Begge træner de dog med holdet lige nu.

Seneste nyt på tipsbladet.dk