Blind: Afviste fantastisk United-tilbud
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
EM

Blind: Afviste fantastisk United-tilbud

Danny Blind afviste et fantastisk tilbud fra Manchester United, da han hellere ville følge egne drømme som landstræner.

Holland har skuffet for alvor i EM-kvalifikationen. Her er storholdet helt i fare for slet ikke at kvalificere sig til næste sommers slutrunde, og derfor må man tænke nyt. Onsdag kunne man af samme grund bekræfte, at Danny Blind er ny mand bag roret for landsholdet. 

Det var dog ikke udsigten til at stå arbejdsløs, der lokkede Blind ind som landstræner. Han afslører nemlig, at et fantastisk tilbud fra selveste Manchester United blev afvist. Her ville landsmanden Louis van Gaal have Blind med i træner-teamet, men fik en venlig afvisning: 

- Jeg fik et helt fantastisk tilbud fra Manchester United. Der var nogle samtaler omkring United og Louis van Gaal sidste år, men jeg valgte at afvise det. Hvis du har ambitioner som træner, hvad er så større end at stå i spidsen for landsholdet, siger Danny Blind til Algemeen Dagblad.
 
Han understreger desuden, at intet længere må gå galt i kvalifikationen: 
 
- Om jeg føler mig sikker omkring kvalifikation. Vi ved, hvad vi skal gøre. Vi skal vinde alle fire kampe, og vi skal starte med Island den 4. september. Vi kan ikke tillade os at lave flere fejl, udtaler den nye landstræner. 
 
Danny Blind overtager som landstræner efter Guus Hiddink.