Bo Svensson var en oplagt kandidat til sommerens EM-slutrunde, hvor Morten Olsen sandsynligvis vil have fire midterforsvarere med. De tre bliver givetvis Daniel Agger, Simon Kjær og Andreas Bjelland, men Svensson fra tyske Mainz 05 var favoritten til den fjerde plads. Det er han med ét slag ikke mere.
I søndagens Bundesliga-kamp mellem Mainz og Borussia Mönchengladbeach måtte danskeren lade sig bære ud med en skade, og i dag fik Svensson sin diagnose. Han har overrevet det bageste korsbånd i venstre knæ. Det skriver Mainz' hjemmeside.
Dermed kan 32-årige Bo Svensson se frem til mange måneders pause, og EM-slutrunden er pludselig endog meget langt væk. Det samme kan en ny kontrakt med Mainz være. Den tidligere FCK-spillers nuværende aftale udløber til sommer.