EM

Bordinggaard advarer mod Island

Island har tabt sine to første kampe ved EM-slutrunden, men landstræneren tror, at de danske U/21-drenge kommer på overarbejde i morgen.

Island har tabt sine to første kampe ved EM-slutrunden for U/21-landshold. Derfor forventer alle, at Danmark får en sejr i morgen, når de to hold tørner sammen i sidste puljekamp.

Men landstræner Keld Bordinggaard var meget fokuseret på ikke at undervurdere det islandske hold, da han mødte pressen på Aalborg Stadion inden kampen i morgen. Island vandt syv af sine 10 kampe på vejen mod slutrunden, og undervejs scorede de hele 33 mål.

- Islands kvalifikation og playoff-kampe taler for sig selv, og når vi forbereder os til kampen i morgen, så er det de kampe, vi fokuserer på. Det er ikke det samme hold, vi har set til denne slutrunde. De får en uheldig start mod Hviderusland, hvor de begår et straffespark og får et rødt kort, og så møder de Schweiz, som vi ved, at alle kan tabe til.

- Der venter os en svær kamp i morgen aften, og dem der tror, at vi er et lille skridt fra semifinalen, tager fejl. Vi har mange skridt foran os, og vi håber, at vi tager dem alle mod Island. Men de er en stærk enhed med masser af individuel kvalitet. De har en dynamisk spillestil, der har gjort det svært for rigtig mange. Hvis man tror, at Island bare vil lægge sig fladt ned i morgen, så kender man den islandske mentalitet meget dårligt, påpeger Keld Bordinggaard.

LÆS OGSÅ: UEFA fastslår reglerne

De seneste dage har der været tvivl om, hvordan Gruppe A vil blive afgjort, hvis Danmark slår Island, og Hviderusland vinder over Schweiz med 2-1, og Danmark og Schweiz dermed er fuldstændig lige på målscore og poinantal i det indbyrdes regnskab.

I går meldte UEFA så ud, hvordan gruppen bliver afgjort, og i yderste konsekvens kan det blive fairplay eller lodtrækning, der afgør, hvem der går videre. Bordinggaard og hans tropper har dog ikke fokuseret en tøddel på spekulationerne.

- Der har været en del spekulationer og beregninger omkring afgørelsen i puljen. Det har vi ikke brugt tid på. Vi har udelukkende koncentreret os om Island og om os selv, siger Bordinggaard, der på pressemøder igen varslede udskiftninger i den danske opstilling i forhold til kampen mod Hviderusland:

- De tre kampe er tre forskellige opgaver, hvor vi skal bruge tre forskellige værktøjer. Heldigvis har vi 23 spillere med, og vi har sammensat en trup, der kender vores måde at spille på, så vi ved, at vi har de værktøjer. Derfor kommer der også udskiftninger i startopstillingen.

Kampen mellem Island og Danmark fløjtes op kl. 20.45 lørdag aften.