Carragher: Det er utroskab

Jamie Carragher er ikke meget for at endnu en udlænding som landstræner
Liverpools Jamie Carragher foretrækker en engelsk landstræner.

Efter at det er kommet frem, at Fabio Capello ikke er landstræner efter næste år EM-slutrunde, har rygterne svirret om, hvem der kunne overtage. I går blev Arsenals franske manager Arsene Wenger nævnt, men står det til Jamie Carragher, så skal det være en engelsk træner, der overtager landstrænerposten.

- Den næste træner skal være engelsk. Jeg har intet imod Capello, men det er lidt ligesom at sige, at vores keepere ikke er gode nok, så vi henter Gianluigi Buffon fra Italien. Det er en slags utroskab i international fodbold, og det er lidt pinligt, siger den rutinerede forsvarsspiller.

Carragher mener, at man allerede efter Steve McClaren, der ikke formåede at få England til EM i 2008, skulle have valgt en englænder.

- Det er anderledes for udviklingslande i Afrika og andre steder, som er i gang med at opbygge noget. England, sådan en stor fodboldnation, jeg synes ikke, at vi skal have en udlandsk manager. Bare fordi det ikke fungerede med McClaren, betød det ikke, at vi behøvede at gå efter en udlænding. Vi skulle have gået efter den næstbedste englænder.

Harry Redknapp er en af de bedste bud på en englænder, der kan overtage landstrænerposten efter Capello i 2012.

Seneste nyt på tipsbladet.dk