Danske klubber modtager 14 millioner for deres EM-spillere
Foto: Michael Regan/Getty Images
EM

Danske klubber modtager 14 millioner for deres EM-spillere

UEFA har udbetalt 1,1 milliarder kroner til europæiske fodboldklubber for at afgive deres spiller til EM-slutrunden og kvalifikationsturneringen. 14 millioner er gået til danske klubber.

Det er en gammelkendt sandhed, at en klub kan tjene gode penge på et salg, hvis en spiller optræder på landsholdet og særligt ved slutrunder. Der er dog også mere direkte afregning for at levere landsholdsspillere.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, har i alt udbetalt 1,1 milliarder kroner til klubber rundt om i Europa for de spillere, der deltog ved EM i sommer og kvalifikationen op til slutrunden. 

Det er en stigning på 50 procent fra EM 2012, hvor UEFA udbetalte 744 millioner kroner til klubberne. I alt 641 klubber har modtaget kompensation, oplyser UEFA på sin hjemmeside. Nogle steder har klubber helt ned i femtebedste række fået penge.

I Danmark er der blevet uddelt i alt 14 millioner kroner. Det største beløb har FC København fået: 4,8 millioner kroner. Herefter følger OB med 1,9 millioner, AGF med 1,7 og Brøndby IF med 1,3. 

Det er dog ikke kun Superliga-klubber, der har fået lidt ekstra penge at gøre godt med. Fremad Amager, som i store dele af kvalifikationsturneringen spillede i 2. division, har eksempelvis fået 322.000 kroner, givetvis takket være Christian Holsts bidrag til det færøske landshold. 

Det mindste beløb uddelt i Danmark er 32.000 til Silkeborg IF.