DBU giver op: Ingen EM-slutrunde i Danmark i 2024
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
EM

DBU giver op: Ingen EM-slutrunde i Danmark i 2024

De skandinaviske lande havde set på muligheden for at arrangere et EM i 2024, men efter Norge og Sverige har meldt sig ud, dropper DBU nu også tanken om et EM i Norden.

Allerede i sidste uge lod Norge til at give op i forhold til at arrangere et EM i Norgen i 2024, og fredag har både Danmark og Sverige fuldt trop.

De to nationer blev på et møde tidligere fredag enige om at droppe et fælles bud på slutrunden i 2024.

- Vi må erkende, at vi ikke er parate til en EM-slutrunde for herre A-landshold i 2024, men vi er heller endnu ikke parate til at lukke døren for et muligt fælles nordisk bud på en EM-slutrunde for herrer på et senere tidspunkt, siger DBU-formand Jesper Møller til Ritzau.

Det helt store problem er, at landene i Norden ikke lever op til de stadionkrav, som UEFA har til en EM-slutrunde.

I stedet vil landene i Norden kigge på ungdomsturneringer og VM for kvindelandshold, skriver Ritzau.

Ud over Danmark, Norge og Sverige er Færøerne, Island og Finland en del af det nordiske samarbejde.