EM

Elmander-håb i Sverige

Johan Elmander var søndag formiddag for første gang i lang tid at finde på træningsbanen i den svenske EM-lejr.

Den tidligere Brøndby-stjerne, Johan Elmander, har længe lignet en tvivlsom EM-deltager for Sverige, men landstræner Erik Hamrén har klynget sig til håbet og udtaget angriberen. Og nu lysner det da også for den skadede Galatasaray-spiller.

Søndag var Johan Elmander nemlig for første gang, siden den svenske EM-trup blev udtaget, ude og træne på græs. Her havde angriberen nogle små løbeøvelser med landsholdets læge, Johan Sandberg, og det har givet grobund for optimisme i den svenske lejr, der tager hul på EM-slutrunden med et opgør mod Ukraine den 11. juni.

De gode nyheder fra Elmander-fronten glæder det svenske landsholds ubestridte stjerne Zlatan Ibrahimovic.

- Det er meget vigtigt. Han er en vigtig spiller for os. Vi har brug for at have alle spillere klar, men Johan har været med i alle kampene, og ham og jeg arbejder godt sammen på- og udenfor banen, siger den svenske landsholdsanfører.

En anden svensk angriber med skadesproblemer, Markus Rosenberg, var ligeledes på græs søndag formiddag.