EM All Stars: De 11 bedste ved slutrunden
Foto: Michael Sohn/Polfoto
EM

EM All Stars: De 11 bedste ved slutrunden

I løbet af EM-slutrunden præsenterer tipsbladet.dk de 11 bedste spillere i Frankrig.

Der resterer kun én kamp ved dette EM, og det er finalen mellem værtsnationen Frankrig og så Portugal, der via Cristiano Ronaldo har fundet vej til finalen.

Flere har leveret strålende præstationer de sidste par kampe. Nani, Cristiano Ronaldo og Renato Sanches fra Portugal, mens Antoine Greizmann med fem kasser i de sidste tre kampe for Frankrig har været slutrundens vel nok bedste spiller

Undervejs i slutrunden vil tipsbladet.dk hylde EM's bedste spillere på et all-star-hold, der bliver løbende opdateret. ”EM's bedste hold” er med de spillere, der har markeret sig bedst i løbet af hele slutrunden. Der er altså ikke tale om et ”Rundens Hold”, men et all-star-hold, der baserer sig på præstationer over hele turneringen.

Her er holdet - sat op i en 4-4-2-opstilling - efter 1/2-finalerne er færdigspillet:

Målmand: Manuel Neuer, Tyskland
Lavede en fejl i semifinalen mod Frankrig, men har generelt haft en glimrende slutrunde. Har kun lukket to mål ind i turneringen - begge straffespark.

Højre back: Bacary Sagna, Frankrig
Har spillet en flot slutrunde, hvor han både defensivt og offensivt har bidraget til Frankrigs succes.

Central forsvarer: Jerome Boateng, Tyskland
Var uden skyld i Tysklands nederlag til Frankrig, hvor han tilmed måtte udgå med en skade. Har spillet en god slutrunde.

Central forsvarer: Giorgio Chiellini, Italien
Har pakket alle de store angribere ind for et hold, der blev sendt ud af turneringen i 1/4-finalen.

Venstre back: Raphael Guerreiro, Portugal
Har været en del af et stærkt portugisisk hold, der defensivt har stået godt og stærkt i alle kampe på nær den mod Ungarn. I den kamp var Guerreiro ikke med.

Højre midtbane: Gareth Bale, Wales
Den walisiske stjerne Gareth Bale har spillet en stor slutrunde, hvor han med tre kasser, energi og kreativitet har været en fremragende spiller i truneringen.

Central midtbane: Toni Kroos, Tyskland
Spillede igen en god kamp, men Tyskland har i den grad lidt under, at holdet har brændt mange chancer. Kroos er glimrende med bolden.

Central midtbane: Dimitri Payet, Frankrig
Stod skarpest i gruppespillet, men har trods alt haft en stor betydning for det franske landshold, der nu er klar til finalen.

Venstre midtbane: Nani, Portugal
Har scoret tre gange og har været en vigtig makker til Cristiano Ronaldo i Portugals vej mod finalen.

Angriber: Antoine Griezmann, Frankrig
Seks kasser i EM-slutrunden gør Griezmann til topscorer i turneringen. Har været strålende i knockoutfasen, hvor han med fem mål i tre kampe er trådt i karakter.

Angriber: Cristiano Ronaldo, Portugal
Tre mål og tre oplæg i turneringen for Portugals anfører. Scorede og assisterede i holdets sejr på 2-0 over Portugal i semifinalen.

Herunder kan du se, hvordan holdet så ud efter kvartfinalerne:

Målmand: Manuel Neuer, Tyskland
Har holdt et voldsomt højt niveau under hele slutrunden, og først mod Italien lukkede han et mål ind. Blev Tysklands helt i straffekonkurrencen senest, hvor Italien blev ekspederet ud.

Højre back: Chris Gunter, Wales
Har spillet en fin slutrunde for Wales og har givet alt for holdet. Så meget, at han går glip af sin brors bryllup på grund af Wales' succes ved EM.

Central forsvarer: Jerome Boateng, Tyskland
Begik et åndssvagt straffespark mod Italien, men scorede selv i straffekonkurrencen i selvsamme kamp og scorede sit første landskampsmål mod Slovakiet i ottendedelsfinalen. Har været god og er fremragende på bolden.

Central forsvarer: Giorgio Chiellini, Italien
Habil med bolden og utrolig stærk i forsvarsspillet. Tilføj en scoring mod Spanien. Giorgio Chiellini har pakket angriberne ind og har leveret en stor indsats ved EM.

Venstre back: Jonas Hector, Tyskland
Har spillet en god slutrunde og havde is nok i maven til at score på det sidste spark i straffekonkurrencen mod Italien.

Højre midtbane: Dimitri Payet, Frankrig
Et godt bud på EM's bedste spiller. Payet har scoret tre gange og leveret assists. Er en vigtig brik i Frankrigs offensiv.

Central midtbane: Toni Kroos, Tyskland
Strategen på Tysklands hold. Det kan godt være, han ikke scorer højt på mål og assists, men det er ham, der binder det hele sammen. Fremragende spiller.

Central midtbane: Aron Gunnarsson, Island
Strålende indsats fra Islands anfører, der har leveret en fighter-præstation på den centrale midtbane. Hans lange indkast er tilmed farlige hver gang.

Venstre midtbane: Gareth Bale, Wales
Enmandshæren fra Wales har været stærk. Scorede tre gange i gruppespillet og var manden, der forårsagede Nordirlands selvmål i ottendedelsfinalen.

Angriber: Cristiano Ronaldo, Portugal
Har scoret to gange i slutrunden, og Ronaldo har gået forrest for sit hold, når der har været mest brug for det.

Angriber: Antoine Griezmann, Frankrig
Er et fint bud på slutrundens bedste spiller. Scorede to gange mod Irland i ottendedelsfinalen, scorede et og assisterede to i kvartfinalen mod Island.

Herunder kan du se, hvordan holdet så ud, da det blev sat efter 1/8-finalerne:

Målmand: Manuel Neuer, Tyskland
Han har endnu ikke lukket mål ind ved dette EM. Manuel Neuer er bare verdens bedste målmand. Valgt foran bl.a. Gianluigi Buffon.

Højre back: Darijo Srna, Kroatien
Startede som lyn og torden og er primært valgt på grund af sine kampe i gruppespillet. Nu er Kroatien ude, så Srna mister nok også snart sin plads på dette hold. 

Central forsvarer: Ragnar Sigurdsson, Island
Den tidligere FCK'er har været virkelig stærk for Island under dette EM. Solid i forsvaret og nu også som målscorer mod England. Mon ikke Premier League kalder?

Central forsvarer: Jerome Boateng, Tyskland
Er strålende med bolden ved siden fødder, og så er han bare en dygtig forsvarsspiller, der binder det bagerste af tyskernes hold sammen. Scorede det første mål mod Nordirland. 

Venstre back: Jonas Hector, Tyskland
Den unge venstreback har gjort det fortrinligt for tyskerne under dette EM, hvor han har spillet fast. 

Højre midtbane: Dimitri Payet, Frankrig
Har leveret på højt niveau for Frankrig, der har kunne prise sig lykkelig over hans afgørende scoringer i gruppekampene. Vidunderlig spiller. 

Central midtbane: Toni Kroos, Tyskland
Spillede en sublim kamp for Tyskland mod Nordirland og har i det hele taget været et væsentligt omdrejningspunkt i den tyske offensiv.

Central midtbane: Aron Gunnarsson, Island
Den islandske anfører er en kriger på den defensive midtbane, hvor han har gjort livet surt for stort set alle sine modstandere. En kæmpe lederskikkelse.

Venstre midtbane: Eden Hazard, Belgien
Belgien er det mest scorende hold ved dette EM - blandt andet takket være 4-0-sejren over Ungarn. Her var Eden Hazard ustyrlig og kronede sin indsats med et vidunderligt mål. Også god i dele af gruppespillet.  

Angriber: Gareth Bale, Wales
Han kom ikke på måltavlen i ottendedelsfinalen, men hans præstationer i gruppespillet var enestående med tre mål i tre kampe. Enmandshær. 

Angriber: Antoine Griezmann, Frankrig

Er nu delt topscorer i turneringen med tre mål, og det er primært derfor, han er udtaget til dette hold. Der var flere muligheder til denne position, men Griezmann er valgt lige foran eksempelvis Cristiano Ronaldo og Alvaro Morata.

Herunder kan du se, hvordan holdet så ud, da det blev sat efter gruppespillet:
Målmand: Manuel Neuer, Tyskland
Tre kampe, tre clean sheets. Manuel Neuer nyder selvfølgelig godt af en stærk defensiv, men den tyske keeper har også præsteret fornemt under denne slutrunde.

Højre back: Darijo Srna, Kroatien
Startede som lyn og torden og er fortsat det gode spil. Srna er en offensiv back, der sparker dødbolde og smider en milliard indlæg i feltet. Spiller tilmed videre, selv om hans far døde under Kroatiens første kamp. Respekt.

Central forsvarer: Leonardo Bonucci, Italien
Er fremragende med og uden bolden og noterede sig i første spillerunde for EM's måske flotteste assist til Giaccherinis 1-0 mål mod Belgien.

Central forsvarer: Jerome Boateng, Tyskland
Er strålende med bolden ved siden fødder, og så er han bare en dygtig forsvarsspiller, der binder det bagerste af tyskernes hold sammen.

Venstre back: Jordi Alba, Spanien
Har leveret på et pænt og stabilt niveau, og den lille Barcelona-spiller kommer altid med frem.

Højre midtbane: Dimitri Payet, Frankrig
Var afgørende mod Rumænien med en strålende scoring. Var afgørende mod Albanien, hvor han gjorde det til 2-0. Har været Frankrigs bedste indtil videre.

Central midtbane: Andres Iniesta, Spanien
Sikke en spiller, den lille playmaker fra FC Barcelona er. Spillede strålende i Spaniens første kamp, endnu bedre i Spaniens anden kamp. Et godt bud på EM's bedste spiller.

Central midtbane: Ivan Rakitic, Kroatien
Kroaten Ivan Rakitic har været fremragende i denne slutrunde og er en nøglespiller for Kroatien. Han har scoret, fordelt og henrykket i de tre kampe, der er spillet indtil videre.

Venstre midtbane: Ivan Perisic, Kroatien
To mål og én assist. Indtil videre har slutrunden været en fest for Ivan Perisic, der i sidste gruppespilskamp mod Spanien afgjorde kampen med målet til 2-1.

Angriber: Gareth Bale, Wales
Enmandshæren Gareth Bale har fået lidt hjælp fra blandt andre Aaron Ramsey, men Real Madrid-spilleren har scoret et mål i alle de tre gruppespilskampe.

Angriber: Alvaro Morata, Spanien
Spanien-angriberen har scoret tre gange i tre kampe indtil videre, og selv om han missede chancer i første kamp mod Tjekkiet, har han vist en god målnæse. Ligner en spiller, der scorer flere kasser i denne slutrunde.

Herunder kan du se, hvordan holdet så ud den 15. juni, hvor det første gang blev sat.

Efter at alle hold har spillet én kamp er vi hermed klar med første bud på et all-star-hold ved EM.
Her er holdet – sat op i en 4-4-2-opstilling. 
Målmand: Yann Sommer, Schweiz
Et clean sheet fra den 27-årige keeper var med til at sikre schweizerne en sejr over Albanien. Flere gode indgreb og redninger. 
Højre back: Antonio Candreva, Italien
Italien leverede en jætteindsats mod Belgien, og en af de positive oplevelser var Antonio Candreva i højresiden. Havde godt styr på sin direkte modstander Kevin De Bruyne og var også godt med offensivt.
Central forsvarer: Gerard Pique, Spanien
Han er upopulær blandt mange af Spaniens fans på grund af sit åbne ønske om et frit Catalonien, men mod Tjekkiet blev han helten med sin hovedstødsscoring i slutfasen.
Central forsvarer: Leonardo Bonucci, Italien
Vidunderlig pasning i forbindelse med Giaccherinis 1-0-mål og generel god defensiv aktion sammen med den øvrige Juventus-bande.
Venstre back: Darijo Srna, Kroatien
Den aldrende kaptajn var fremragende i Kroatiens smalle sejr over Tyrkiet. Havde mange gode offensive momenter. 
Højre midtbane: Dimitri Payet, Frankrig
EM-slutrundens mest iøjnefaldende præstation blev leveret i første kamp af Payet, der var her, der og alle vegne. Han leverde både en assist, et mål og et par tårer i forbindelse med sin udskiftning. Kan man ønske mere?
Central midtbane: Andres Iniesta, Spanien
Det spanske geni var den dominerende skikkelse i 1-0-sejren over Tjekkiet. Stod også for en flot og afgørende assist til Pique i forbindelse med målet. 
Central midtbane: N'Golo Kanté, Frankrig
Arbejdshesten på den franske midtbane var en af lyspunkterne i en ellers broget præstation i åbningskampen. Gode indgreb – og han skilte sig også fornuftig af med bolden. 
Venstre midtbane: Luka Modric, Kroatien
Glimrende scoring af Real Madrid-spilleren, der er Kroatiens vigtigste spiller. Modric var fænomenal i kampen og blev også kåret til Man of the Match. 
Angriber: Arkadiusz Milik, Polen
Den polske angriber kom frem til en del muligheder mod Nordirland og stod også for kampens enlige mål. 
Angriber: Gareth Bale, Wales
Han spiller helt fremme i Wales' 3-5-2-system, og han er en enormt vigtig spiller. Leverede op til sin betydning med frisparksmål og en generel god indsats mod Slovakiet.