Fornem U/21-hæder til dansk profil
Foto: Petr David Josek/Polfoto
EM

Fornem U/21-hæder til dansk profil

Jannik Vestergaard spillede en stor slutrunde i Prag, og er kommet på turneringens hold hos Goal.com.

Det danske U/21-mandskab leverede en flot slutrunde i Tjekkiet. Det danske hold nåede helt frem til semifinalen, og sikrede dermed en billet til OL i Rio i 2016, men en finaleplads blev det desværre ikke til. Her måtte Danmark se sig slået af et veloplagt svensk hold, der endte med at tage den helt store triumf i finalen. 

Der er dog plads til positive toner i den danske lejr. Her leverede flere unge kometer en stor præsentation, og en af dem var forsvarsspilleren Jannik Vestergaard. Med solide indsatser og styrke viste han vejen for det danske mandskab, og dette bliver nu belønnet. 

Jannik Vestergaard er nemlig at finde på slutrundens hold hos Goal.com, der skriver følgende om danskeren: 

- Danske Jannik Vestergaard blev man og the match i åbningskampen mod værterne. Den danske anfører stod i spidsen for hans hold på flotteste vis, og var hele tiden en trussel på dødbolde. Også defensivt var han en profil, der stoppede modstanderne på vitale tidspunkter, skriver Goal.com.

Danmark kan dog ikke følge naboerne fra Sverige, der har fire spillere med. Victor Nilsson-Lindelof, Ludwig Augustinsson, Simon Tibbling og John Guidetti er nemlig alle at finde blandt de 11 udvalgte.