Griezmann afværgede fransk katastrofe
Foto: Polfoto
EM

Griezmann afværgede fransk katastrofe

Antoine Griezmann var banens farligste spiller og overvandt med sine to scoringer i anden halvleg en overraskende, tidlig irsk føring

Les Blues skulle igen i dag forsøge at leve op til hjemmebaneopbakningen og de store forventinger, der er knyttet til holdet, da Martin O'Neill og Roy Keanes irske hold var modstanderen i søndagens første ottendedelsfinale.

Og det startede så elendigt, som det kunne. Paul Pogba begik et hurtigt straffespark, som Shane Long fremtvang. Robbie Brady, der sendte irerne videre fra gruppespillet, marcherede frem. Sikker eksekvering og endnu mere overraskende 1-0-føring.

Det blev starten på et stormløb imod det irske mål, hvor Antoine Griezmann og Oliver Giroud begge var nærgående, men kendetegnende var det også, at det franske spil manglede noget rytme, når man nærmede sig målet.

Ipswich-angriberen Daryl Murphy fik også testet det franske mål, men det var ikke overvældende, hvad der skete i nogen af enderne. Særligt Irland fremtvang mange spilstop, der ikke hjalp på franskmændenes rytme og heller ikke på de franske tilhængeres humør, som afslørede en del frustration.

Antoine Griezmann og Dmitri Payet var begge tæt på inden pausen, hvor irerne forsvarede sig med heroisk forsvarsspil lige foran stregen. Fortsat 1-0.

Kingsley Coman blev indskiftet inden anden halvleg, hvor Griezmann i stedet blev flyttet mere centralt. Det skulle vise sig at være en god idé.

Koscielny var dog først til at true det irske mål, da stopperen fra nært hold headede en dødbold forbi mål. Et forvarsel for større chancer blev det dog.

57 var der spillet, da Bacary Sagna blev spilllet på kanten af feltet. Antoine Griezmann fik umarkeret hovedet på indlægget til det lille felt. Forløsende fransk udligning, efter man havde kæmpet længe med at få det hele til at fungere.

Og bare 4 minutter mere skulle der går, inden Griezmann igen var på pletten og kunne cementere en fransk anden halvleg, der var meget bedre end den første. Oliver Giroud snittede bolden videre, Irlands Duffy placerede sig dårligt og var alt for tæt på sin stopperkollega, og så kunne den lille, vævre angriber løbe ind i det store, frie rum, der blev efterladt. Alene imod målmanden sendte han sin og franskmændenes andet mål i nettet. Katastrofen foreløbigt afværget.

Giroud og Griezmann kombinerede kort tid efter sig igennem igen, inden Shane Duffy måtte begå frispark som sidste mand. Udvisning og svære betingelser.

Indskiftede Andre-Pierre Gignac sparkede på overliggeren efter 76 minutter, Griezmann missede en friløber og en mulighed for hattrick til sidst, mens Irland kom endnu længere tilbage, og så vandt de navnkundige franskmænd altså alligevel, selvom det startede skidt og blev sværere, end man måske forventede.