Islandsk helt: Forsvarskæmpen fra Krasnodar

Ragnar Sigurdsson var en af banens absolut bedste, da Island mandag aften sensationelt sendte England ud af EM. Den tidligere Superliga-profil scorede det udlignende mål til 1-1 og var efterfølgende en fremragende oprydder i defensiven.

Tilbage i 2015 fik Tipsbladet en god snak med fighteren,der skiftede Superligaen ud med russisk topfodbold. Læs eller genlæs historien her:

Bragt i Tipsbladet 6. marts 2015

Det københavnske latinerkvarter ligger øde hen på en regnvåd aften i slutningen af februar. Weekenden er hvirvlet hen over byen, og nu er der lukket og slukket de fleste steder, bortset fra Cafe Salonen i Skt. Peders Stræde hvor et varmt lys skinner op fra kælderhalsen, og hvor en bomstærk forsvarer fra FC Krasnodar, et af topholdene i den russiske Premier League, har sat sig til rette i sofaen med lavtgående udsigt til den by, som han er blevet så glad for. For selv om der er over 2000 kilometer i fugleflugtslinje, og selv om der ikke er nogen direkte flyforbindelse mellem Krasnodar og København, og det derfor kræver en mellemlanding i for eksempel Istanbul, Moskva eller Wien, så lægger islandske Ragnar Sigurdsson sin vej forbi den danske hovedstad så tit som muligt.

Således også denne søndag, hvor han netop har haft en lang weekend på Island og nu skal på træningslejr i Tyrkiet, hvilket inviterede til et stop og en overnatning i København.

”Jeg ved ikke, hvad det er med mig og København. Det er en følelse, jeg har haft, siden jeg var en lille dreng, og jeg var hernede på ferie med min familie. Vi var i Tivoli og alt muligt. Så kom jeg tilbage, da jeg var 13-14 år gammel for at spille med i en fodboldturnering, og vi var lidt inde på Strøget, og jeg syntes bare, at alting var så fantastisk ved København.”

”Da jeg spillede i Göteborg, fik jeg så muligheden for at komme hertil, og der var slet ikke noget at tænke over. Når man bor her, lærer man byen at kende på en helt anden måde, og det gjorde den bare endnu mere fantastisk. Det er, som ”Zanka” siger: Hver gang jeg har chancen, så kommer jeg forbi for at hilse på venner og komme en tur her ind på Salonen,” siger den store og kronragede islænding på det danske, han godt kan lide at træne, og med et blik rundt i stearinlyset på stamstedet.

Og så var der selvfølgelig også fodbolden i København, der fyldte så meget i forsvareren, at han har fået tatoveret S12 for fangruppen Sektion 12 på sin brystkasse, og stadig kan tale længe og varmt om kampene i Parken og forholdet til tilhængerne derude på hjemmebanen, fra han blev præsenteret på samme pressemøde som Roland Nilsson i maj 2011 og gennem to-et-halvt år.

Men pludselig var det slut, stort set fra den ene dag til den anden. Ragnar Sigurdsson rykkede fra det danske FCK til den russiske udgave, hvor initialerne står for FC Krasnodar og hjemmebanen hedder Kuban Stadion, opkaldt efter floden der løber gennem byen med de 750.000 indbyggere og 150 kilometer senere ender i Det Azovske Hav, et indhav der er adskilt fra Sortehavet af Krim-halvøen. Og dengang vidste Ragnar Sigurdsson ikke ret meget om hverken Krasnodar eller fodbold på russisk.

”Nej, jeg havde selvfølgelig læst om kendte spillere, der spillede i Rusland og tænkt: ”Hvad laver de, Eto’o og sådan nogen, hvorfor spiller de ikke i Premier League eller et sted, der er mere spændende?” Men der er selvfølgelig mange penge i visse hold i Rusland, så man tænkte, at det nok var derfor, at de ville spille derovre.”

”Da jeg så selv fik chancen, tænkte jeg faktisk ikke så meget over det. Jeg så det bare som en kæmpe mulighed for mig. Det er et nyt hold, der er på vej op i en stærkere liga end Superligaen, og så fik jeg selvfølgelig lidt bedre løn. Så på mange måder var det en god mulighed for mig og min karriere.”

”Jeg havde jo også holdt kontakten til Sølvi [Ottesen, landsmand og tidligere medforsvarer i FCK, der var skiftet til FC Ural et halvt år tidligere], og han havde bare gode ting at sige om Rusland og om at spille der. Det tror jeg hjalp mig lidt i forhold til at tage beslutningen, for når jeg havde en ven, der spillede der allerede, hvor svært kunne det så være?”
”Og selv om den første tid var svær, så har jeg nu været derovre i et års tid, og der er ikke nogen problemer. Krasnodar er et fint sted, og det har vist sig at være et godt skifte for mig, for jeg har aldrig spillet så godt med landsholdet, og det er også gået fint i ligaen, så det har været et godt skridt for min karriere,” siger Ragnar Sigurdsson.

Da Hulk rykkede rundt med Ragnar
Men helt så nemt gik skiftet alligevel ikke, for der var jo forholdet til FCK og København, og der var alt det uvisse, der ventede og pludselig dukkede op i hovedet, da det var for sent.

”Jeg håbede jo lidt, at FCK ville sige nej, så jeg ikke selv skulle tage beslutningen. Det ville gøre det nemmere for mig, men selvfølgelig ville de sælge mig for de penge – en forsvarsspiller på 27 år – så det var meget godt for klubben [så vidt vides fik FCK godt 30 millioner kroner for forsvareren efter IFK Göteborg havde fået deres 15 procent]. På det tidspunkt havde jeg halvandet år tilbage af min kontrakt, og hvis jeg ventede så længe, ville jeg være 29, og så begyndte det at blive lidt sent at komme ud fra Skandinavien. Så jeg tænkte bare ”fuck it,” jeg tager chancen.”

”Men da jeg havde skrevet under, kom jeg i tvivl. Lige med det samme da jeg havde sat min underskrift, tænkte jeg bare ”hvad har jeg gjort? Er det det rigtige?” For jeg elskede jo at være i FCK. Og i de første to måneder, hvor jeg ikke havde det så godt, tænkte jeg meget, at det var en kæmpe fejl. Jeg troede jo, at det ikke ville være noget problem. Jeg tog bare af sted, og så kommer man dertil og tænker ”shit”. Når man har boet i Göteborg og København, smukke byer med gamle huse og gode cafeer, så er det en anden verden, og de første måneder tænkte jeg også over, hvor vigtigt det er for ens følelse at være omkring ting, man kan lide.”

”Da jeg kom derover, ville de vise mig nogle forskellige lejligheder, og de var fine, men de kæmpeblokke, som lejlighederne lå i... Jeg ville aldrig bo i sådan et hus. Men nu har jeg boet i Krasnodar et års tid, og jeg bor faktisk meget tæt på det hus, og når jeg kører forbi det nu, så tænker jeg ”det er måske ikke så tosset.” Man vænner sig til tingene. Jeg kom jo ind i det, jeg har lært nye folk at kende, og de russere der arbejder for klubben er nogle dejlige mennesker. Det tog bare lidt tid,” fortæller forsvareren om et mærkeligt skifte, hvor der også gik over en måned, før han rent faktisk satte fod i Krasnodar på grund af de træningslejre, som fylder meget i vinterpausen, og som også betød, at kæresten ikke umiddelbart kunne rejse med ham. Og det blev hellere ikke nemmere af, at cheftræneren valgte at se ham lidt an.

”Jeg startede på bænken, fordi træneren ville have, at jeg skulle komme langsomt ind i det. Men hvis jeg havde fået en startplads med det samme, havde det været nemmere for mig. Jeg kom dertil uden min kæreste, jeg spillede ikke, jeg havde ikke en lejlighed. Jeg havde intet. Hvis jeg havde haft en startplads, havde jeg haft noget at bygge på. Men efter det har jeg spillet fast,” lyder det fra manden, der har spillet 28 kampe fra FC Krasnodar i efteråret, inklusiv 11 kampe i Europa League, og også har fået styr på den russiske måde at spille fodbold på i forsvaret.

”Det er meget mere individuelt. I Sverige spiller alle zone, i Danmark er det lidt det samme, men nok mere i FCK end på andre hold, men i Rusland er det en-mod-en t
t hele tiden. Nu spiller jeg jo sammen med Andreas Granqvist i centerforsvaret, så vi forstår hinanden godt, og vi dækker af for hinanden, så vi ikke behøver at spille mand-mand hele tiden. Det fungerer meget godt, synes jeg, men jeg kommer stadig i situationer, som jeg aldrig har prøvet før i Superligaen eller i Allsvenskan. For når man er en-mod-en, så er der måske ikke nogen, der holder øje med rummet bagved, og hvis man laver en fejl, så... Det skulle man vænne sig til i starten.”

”Det er sket en enkelt gang, at der var én, der gik forbi og scorede. Jeg tænkte på det i en hel uge bagefter, for det sker næsten aldrig for mig. Det var Hulk, og det var jeg ikke glad for,” fortæller Ragnar Sigurdsson om en oktoberkamp i Krasnodar mod Zenit, der ellers begyndte så godt, da han selv scorede sit første mål på en halvflugter efter en forlænget dødbold, men hvor Hulk altså udlignede til 2-2 til sidst med et par driblinger udenfor feltet. For til sidst fik den islandske forsvarer flyttet vægten forkert, så der blev plads til en brasiliansk dribling den anden vej og et hårdt og fladt spark i nettet.

”Hulk har det hele. Han er stærk, han er hurtig, han har god teknik. Men det er jo også sådan nogle spillere, man gerne vil møde. Jeg kan gode lidt at møde stærke spillere og teste mig selv mod dem, og nu er der lagt op til hævn næste gang,” lyder det fra Sigurdsson.

Når Ural ikke er længere væk end Herning
Den islandske hævn må dog vente til næste sæson, for Krasnodar har allerede mødt topholdet fra Zenit to gange, da efteråret blev lukket med 0-4 i Skt. Petersborg. Og da det ugen inden kun var blevet 1-1 i lokalopgøret mod Kuban Krasnodar, rykkede Ragnar Sigurdssons hold fra andenpladsen ned på fjerdepladsen bag CSKA og Dinamo og med de andre Moskva-klubber Lokomotiv og Spartak lige i hælene i kampen om de tre pladser i Europa League næste år. Her debuterede man i efteråret i gruppespillet efter afgørende kvalifikationssejr over Real Sociedad, og det er også målet i FC Krasno-dar for denne sæson – mindst.

”Ambitionen er jo at komme i Europa League igen, og hvis det går supergodt, i Champions League. Jeg synes, at vi har et godt hold, så vi kunne godt tage andenpladsen, hvis det hele kører for os.”

”Niveauet er ikke helt vildt meget bedre end i Superligaen. Jo, Zenit er sindssygt gode, og så er der CSKA, der er svære med deres lange bolde og stærke defensiv. Spartak er også gode, Dinamo spiller utrolig hurtigt, men Lokomotiv klarer sig ikke så godt. Der er flere gode hold, end der er i Superligaen, men at spille mod Zenit eller CSKA er ikke sværere for mig end at spille for FCK mod Brøndby eller Midtjylland.”

”Man glemmer jo alt i sådan en kamp. Når man spiller mod Brøndby med røg og stemning i luften, så glemmer man alt. Så er det bare krig. Så er det ikke altid niveauet, der er så vigtigt. Det er mere, hvem der vil vinde mest. Det er ikke altid den smukkeste fodbold, der vinder. Det er dem, der har kraften. Dem der har ilden.”
”Hvis FCK lå i den russiske liga, tror jeg, at de ville ligge i toppen, for holdene i Rusland er ikke så organiserede, mens FCK er 100 procent organisation. Alle arbejder sammen. Det er så vigtigt, men sådan er det ikke så meget i Rusland.”

”Lige nu ligger det til Zenit [der fører med syv point ned til CSKA], men man ved jo aldrig. Sådan var det også sidste år, og så vandt CSKA alligevel. Det var ligesom os i 2012, da vi tabte til FCN til sidst og mistede førstepladsen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig begynder at snakke om det. Det er det værste, jeg har været med til. Det var så ufortjent,” siger islændingen om et sår, der åbenbart endnu ikke er helt lægt, selv om der er spillet mange kampe, siden FCK tabte et topslag i Farum på det almindelige græs, der lå på stadion dengang.

I den russiske liga er der ikke sket så meget rent transfermæssigt hen over vinterpausen i et sanktionsramt og økonomisk presset land, og i Krasnodar har man bare hentet midtbanemanden Roman Shirokov tilbage på lån fra Spartak Moskva.

”Han var også hos os sidste forår, og der var han utrolig god. Han taber aldrig bolden, og hans afleveringer kommer lynhurtigt, men han har været skadet, så han er ikke 100 procent i form endnu. Men han er en af holdets største profiler sammen med brasilianerne Wanderson og Jairzinho oppe foran. Wanderson snakker faktisk svensk, for han har spillet nogle sæsoner i GAIS, så ham har jeg spillet nogle lokalopgør imod i Sverige.”

”Vi har i det hele taget mange gode offensive spillere, også fra Colombia og Uruguay, og de snakker engelsk, så dem snakker vi meget med, Andreas og jeg, mens russerne ikke snakker ret meget engelsk, så det er lidt sværere,” fortæller forsvareren, mens sprogforbistringerne også når ind i den daglige træning, for den foregår på russisk. Og selv om der er tolke til de otte mand i truppen på i alt 21 spillere, der ikke taler russisk, er det ikke altid, at informationerne når frem.

Men nede i centerforsvaret kører det, og der bliver der talt svensk mellem Sigurdsson og den jævnaldrende Andreas Granqvist, der kom til Krasnodar fra Genoa et halvt år før islændingen og netop har forlænget sin aftale frem til 2018 til en årsløn, der ifølge de svenske medier ligger på den gode side af 20 millioner kroner. Sin egen løn har Sigurdsson ikke andet at sige om end, at den er større end i FCK, men han er glad for at have en svensker som kollega, både på og udenfor banen.

”Jeg tror, at det har betydet meget, at han også er her, men det er ikke noget, som jeg tænker på, for jeg vidste jo, at han var der, da jeg skiftede, så jeg tager det måske lidt for givet. Men vi kan snakke sammen på svensk om det, vi oplever, for her er selvfølgelig anderledes, og han har også en kæreste med, så pigerne kan også bruge tid sammen. For det betyder meget for mig, at min kæreste trives i Krasnodar. Hun er vigtig for mig, og vi har det godt med tid til at hygge og snakke, lave mad og forsøge at se nogle serier på Netflix, selv om nettet ikke kører så godt,” fortæller forsvareren fra den udstrakte russiske liga med 3000 kilometer til udekamp i Sølvi Ottesens gamle klub Ural, hvilket faktisk er 1000 kilometer længere end afstanden mellem København og Reykjavik.

”Jeg synes nu ikke, at det er så sygt som alle siger. Det er ikke anderledes end en udekamp mod Midtjylland, forskellen er bare, at man flyver i stedet for at køre i bus i de tre-fire timer, som det tager at komme til Ural. Moskva er to timer væk, Skt. Petersborg er to-en-halv. Så det er ikke så vildt, det er bare irriterende at være i lufthavnen hele tiden.”
”Man får selvfølgelig ikke set så meget, men det er okay med mig. Sådan er det. Jeg har været så mange steder i verden uden at se andet end lufthavnen, en bustur til hotellet, stadion, bustur og så lufthavnen igen, men det går jeg ikke så meget op i. Jeg er meget mere interesseret i sprog, og jeg prøver at lære nye ord på russisk hver dag.”

”Det går godt, men det er svært, også med alfabetet. Men jeg kan godt læse russisk nu og også snakke lidt, det går bare meget langsomt. Men når jeg nu skal være der i to-tre år, hvorfor så ikke prøve det? Jeg er ikke interesseret i så meget, men sprog kan jeg godt lide,” siger Ragnar Sigurdsson, der heller ikke har det store at bemærke til den verden, der har forandret sig en del, siden han skiftede til Krasnodar som ligger 150 kilometer fra OL-byen Sotji mod øst men også 300 kilometer fra Krim-halvøen mod vest og 500 kilometer fra Donetsk mod nord, to lokaliteter der har fyldt meget i de seneste måneder og ændret kraftigt på Ruslands rolle i det verdenspolitiske billede.

”Det er jo ikke noget, som jeg kan gøre noget ved, og det er heller ikke noget, jeg kan mærke på stemningen. Jeg tror også, at det er helt anderledes at være fodboldspiller eller idrætsmand i forhold til for eksempel at arbejde i en bank. Man er i en boble, når man er fodboldspiller. Man ved ingenting, og jeg læser heller ikke så meget i aviser. Nogen gør, men jeg lever i en boble. Jeg tager til træning, så kommer jeg hjem, slapper af, sover og så det samme næste dag,” fortæller forsvareren, der i øvrigt også kun har været tre dage i Krasnodar til nogle fysiske tests, siden efterårssæsonen sluttede den 6. december. Først var der ferie, og så har der været træningslejre i Dubai, Spanien og nu Tyrkiet, før truppen vender tilbage til byen med det vigtige opgør ude mod Spartak Moskva som den første opgave.

Islandsk fodboldsnak 
på Salonen
Så Ragnar Sigurdsson tager tingene som de kommer. Karrieren har udviklet sig, som han havde håbet på, og der er halvandet år tilbage af aftalen med Krasnodar plus eventuelt et år mere, som klubben har option på.

”Det er dem, der har optionen, så det er ikke min beslutning, så det er heller ikke noget, jeg spekulerer på. I mit hoved har jeg to-et-halvt år tilbage, så når denne sæson er slut, er der to år tilbage, og det er ikke så længe, for i det sidste år går snakken jo om forlængelse eller skifte, så det er faktisk ikke så lang tid.”

”Det har altid været min drøm er at komme til en klub i Premier League, og så kunne jeg rigtig godt tænke mig at slutte min karriere i FC København. Jeg elsker FCK, og selv om jeg ikke rigtig har kontakt med nogen på holdet længere, så havde jeg det rigtig godt der. Alle i FCK er gode mennesker, og jeg har aldrig før oplevet at kunne lide alle. Det var meget mærkeligt.”

”Og når man kom ud i Parken, så løb vi alle sammen ned mod B-tribunen og klappede til dem og fik klap tilbage. Det var fantastisk. Herovre kan der godt være knald på stemningen til nogle kampe, som lokalopgøret mod Kuban, men det er stadig ikke det samme som i Skandinavien, hvor der vel næsten er den bedste stemning i fodboldverdenen. Sektion 12 er bare fantastisk, og det samme er Nedre C. Göteborg havde også rigtigt gode fans, der synger hele kampen. Sådan er det ikke i Rusland. Jeg har godt set, at der stadig hænger et islandsk flag med mit navn på nede i Sektion 12. Det kan jeg godt lide. Det er kærlighed.”

”Det var også helt perfekt at bo i København. Jeg elsker at cykle, så jeg cyklede til træning, men det gør jeg ikke i Krasnodar, for der ligger vores træningsanlæg en halv time væk. Så det ville også være dejligt at bo i København igen, men om jeg ville blive boende resten af livet, ved jeg ikke. Det tror jeg ikke, men vi må se,” siger forsvareren fra FC Krasnodar, før han rejser sig og sætter sig op til ejeren af Cafe Salonen, der faktisk er en gammel bekendt.

For han er far til en af Ragnar Sigurdssons bedste venner fra opvæksten i Reykjavik, og fodbolden fylder også i den familie, hvilket man kan se på det lille avisklip der er sat op om dengang i oktober, da Island var bedst i Norden på FIFA-ranglisten som nummer 28, fire pladser foran Danmark. Farfar Albert Gudmundsson var nemlig den første islandske udlandsprof nogen sinde med ophold i både Arsenal og AC Milan i fyrrene og halvtredserne, og hans søn Ingi Björn Albertsson, der nu passer cafeen, var indtil sidste år den mest scorende spiller nogensinde i den bedste islandske række.

Så nu sidder de to der på en søndag aften og snakker om de kampe, der var, og de kampe, der kommer, om de fælles bekendte på øen deroppe i Atlanterhavet, om den gamle by der ligger ude i aftenen og sikkert også lidt om Krasnodar langt mod øst. +