Juleguf: EM 92-finalen droppet for George Orwell

Julen er hjerternes fest, og eftersom vores hjerter på tipsbladet.dk banker for fodbold, har vores julekalender naturligvis også fodbold i centrum. Hver dag i december bringer vi en historie fra arkrivet, hvor en kendis fortælle om sit forhold til spillet i en stille fodboldsnak.

17. DECEMBER: ADAM HOLM
(Journalist og vært på DR 2. Artiklen er bragt første gang 3. januar 2014)

Adam Holm fik ikke fodbolden ind med modermælken, og det var heller ikke noget, der fyldte det store i barndomshjemmet af intellektuel og venstreorienteret observans. Men han var ret god til fodbold, og selv om han ikke blev trænet på samme måde som holdkammeraten Mark Strudal, der trods bopæl flere kilometer væk fra banerne i Roskilde ofte kom løbende til træning for så at blive hentet nogle timer senere, og selv om støtten ikke var lige så massiv som hos holdkammeraten Lars Bo Larsen, hvis mor altid stod klar med proteiner til påfyldning med tilnavnet Else Æggemad til følge, så blev hans passion for spillet accepteret, og det var det vigtigste.

For Adam Holm elskede at spille fodbold, og selv om talentet måske ikke var det allerstørste, så var han en solid og hårdfør back på Roskildes drenge-hold, hvilket kælenavnet "Gentile" også indikerer. Og den hårdførhed var noget, der blev lagt mærke til de par gange, han som teenager i 1986 og 87 var på fodboldskole i engelske Walsall.

"Det var en fodboldskole, der hed Sandfield International, hvor vi var af sted to uger ad gangen og vores ophold delvist blev betalt af klubben, delvist af os selv. Jeg var af sted med tre spillere fra Roskilde Boldklub, blandt andet Mark Strudal, og så var der spillere fra B 1903, en fyr der hed Klaus Mathiesen, der var spillere fra OB, Kolding og et par fra Vejle. Vi var måske 10-12 danskere og sammen med spillere fra Island, Belgien, Frankrig og Sverige var vi en trup på 24, der trænede under ledelse af nuværende eller tidligere spillere."

"Vi, der var forsvarere, blev trænet af en fyr, der havde spillet en række kampe for Everton, men på det tidspunkt var trappet lidt ned og spillede for Grimsby, en fyr der hed Mick Lyons. Jeg kan huske, at han var fantastisk med den der "come on lads, go for it," men samtidig var det jo en tidligere Everton-spiller, hvilket var meget... Jeg var jo orienteret mod Liverpool, men han var født i byen og var meget "scouse" og kunne også godt lide Liverpool, kan jeg huske, for vi snakkede lidt om det. Jeg kan ikke huske, hvem der trænede midtbanespillerne, men angriberne blev trænet af Cyrille Regis, og så var der Tony Godden som målmandstræner," fortæller Deadline-værten med blikket rettet tilbage mod et par uforglemmelige uger i midten af firserne.

"Det var jo fantastisk, at man skulle prøve at leve og træne som engelske professionelle. Vi blev placeret to og to hos britiske værtsfamilier i Birmingham, og hver morgen klokken 9 skulle vi indfinde os på Sandfields træningsanlæg, hvor der lå tøj til os. Så trænede vi fra halv ti til 11, så var der lunch og så trænede vi igen fra 13 til 15, så vi følte os virkelig som young pros. Vi spillede også træningskampe, mod Wolverhampton, mod Dunlop, mod Coventry og mod Aston Villas juniorhold, som vi slog 5-1, Strudal scorede de to første mål, og jeg lagde faktisk op til det første."

"Det var sjovt, for der var simpelt hen sådan en tænding på de kampe, en tænding jeg slet ikke kendte til derhjemmefra. Jeg har aldrig været noget indlysende talent i forhold til at være en stor tekniker, men hvis jeg i al ubeskedenhed må sige det, så har jeg altid haft en force i at være... ja det lyder dumt men ret hård. Og jeg har tit tænkt på det, for det var som om, at jeg der i England fodboldmæssigt kom hjem."

"Hjemme i Roskilde røg jeg ind og ud af førsteholdet, jeg blev aldrig udtaget til unionshold og den slags, så talentmæssigt lå jeg langt nede i hierarkiet, men i England passede jeg virkelig godt ind. Min stil var god til det. Jeg var aldrig bange for hovedstødsdueller, som jeg har oplevet mange danske spillere være nervøse for. Du kan se her," siger Adam Holm, trækker læben tilbage og viser et hul i tandrækken i overmunden.

"Den mistede jeg for tre år siden, jeg har brækket næsen to gange, jeg har haft hjernerystelse, flækket øjenbryn. Det siger også lidt om, at min timing måske aldrig har været helt god, men hvis jeg skal pege på min beskedne karrieres højdepunkt, så var det den følelse af at være til stede der i Walsall. Anden gang blev jeg gjort til anfører, og derhjemme har jeg stadig det trofæ, jeg fik, som den der havde været bedst de par uger i 1987."

"Der stod jo masser af talentspejdere til vores kampe, og jeg kan huske, at Strudal blev kigget ud af QPR, men for mig var højdepunktet i den periode, da træneren for hele skolen, Jim Brown, en skotte der havde været anfører for Aston Villa i 2. division og havde spillet for Skotlands B-landshold, sagde til mig, at Hartlepool havde spurgt, om jeg måske kunne komme over og prøvetræne. Det fandt jeg jo helt forbløffende, men det gjorde jeg aldrig. Jeg var midt i gymnasiet, og i stedet for endte det med, at jeg helt stoppede med at spille fodbold."

"Hjemme i Roskilde blev det meste af ynglingeholdet rykket op til prøvetræning på 2. divisionsholdet under Tom Køhlert, og der kunne jeg bare ikke... På forhånd tænkte jeg, at det nok skulle gå, for jeg havde været på fodboldskole og jeg anså mig selv for at være en "hard man," men selv om de andre måske kun var to-tre år ældre, så kunne jeg ikke klare mig. Måske fordi jeg ikke var teknisk bevendt, måske fordi jeg ikke var taktisk god nok."

"Det jeg kunne, det var at markere og så at være frygtløs. Det hjalp i et vist omfang mod jævnaldrende, men bare de var et par år ældre og måske lidt større, så var det som om, at jeg kom til kort. Så jeg stoppede simpelt hen med fodbold, da jeg skulle i 3. g, og havde fem år hvor jeg virkelig vendte det ryggen, bortset fra at jeg holdt lidt øje med Liverpool," fortæller Adam Holm om en tid, hvor hans gamle back-makker Lars Bo Larsen pludselig rykkede og endte med 100 kampe i Superligaen for AB og en tur i norsk fodbold, mens "Gentile" kun kunne bruges, når Tom Køhlert ville have en mand til at demonstrere mavebøjninger i midtercirklen.

Så efter en barndom hvor snakken om Liverpool vs. Ipswich vs. Manchester United vs. Nottingham Forest fyldte meget i skolegården, og efter en ungdom hvor egne engelske fodboldoplevelser stod klart og tydeligt, inklusiv en tur med sin far til Wembley for at se Danmark vinde en historisk landskamp i 1983, smækkede Adam Holm døren til den verden i skuffelse over en drøm, der ikke gik i opfyldelse. Hvis han ikke kunne være med blandt de bedste, kunne det være ligegyldigt, og i stedet fandt han andre udfordringer i bøgernes verden som historie-studerende på universitetet.

"Jeg var rimelig blasert omkring fodbolden og blev i stedet en rigtig universitetsdreng med rullekrave og jazzmusik. For eksempel så jeg så aldrig EM-finalen i 1992. Jeg var på Roskilde Festival, men jeg orkede ikke at være derude med alle de storskærme. Så jeg tog hjem til mine forældre, der var ude at rejse, og så sad jeg i deres soveværelse og læste George Orwells "Homage to Catalonia" i et stræk, mens Danmark spillede mod Tyskland," husker Adam Holm med et stort grin.

Der var fem år uden fodbold, men så en dag cyklede han gennem Fælledparken.

"Der så jeg nogle fyre, der spillede bold. Jeg kendte den ene fra universitetet, og han råbte "hey, skal du ikke være med," så jeg tænkte " fuck det," og så cyklede jeg hjem og hentede nogle sportsko, på det tidspunkt havde jeg ikke engang fodboldstøvler længere, og da jeg så kom i gang kunne jeg bare mærke, at nu var jeg tilbage."

"Siden da har jeg spillet. Vi lavede et hold, der eksisterer den dag i dag, der hedder Fælledens Boldklub. Det startede som et syv-mands hold i DAI, hvor vi vandt række efter række seks år i træk, indtil vi rykkede op i det, der hedder Mesterrækken, som vi vandt, så vi blev Københavnsmestre i 2001. Og så skulle vi spille om Danmarksmesterskabet. Der var vi blevet meget seriøse, og vi vandt simpelt hen DM-finalen for øjnene af 29 tilskuere på en forblæst bane. Jeg blev ganske vist udvist, men vi vandt på straffespark og endte altså med at vinde alt seks år i træk."

Så efter at have lidt et knusende nederlag, fandt Adam Holm fodboldglæden igen på et niveau, der sagtens kunne bruges i forhold til virkelig at ville det og kæmpe for sejren med alt, hvad man har. Det var hverken Anfield eller Hartlepool, men det var rigeligt.

"Alle havde spillet noget god ungdomsbold, to havde spillet divisionsfodbold og så havde vi vores super-angriber Moyad fra Irak, der havde spillet tre kampe for Iraks OL-landshold. Han var fantastisk. Jeg har aldrig spillet med en fyr som ham, og jeg har spillet med Mark Strudal. Vi havde simpelt hen et skide godt hold, og efter vi havde vundet DM, lavede vi så et 11-mandshold, der rykkede op i mesterrækken," fortæller 44-årige Adam Holm om det hold, der stadig lever i bedste velgående, og efter en aldersbetinget nedtur nu er tilbage i A-rækken, selv om man har mistet angrebsstjernen fra Irak, der er rejst tilbage til sit fødeland.

Nogle gange er Adam Holm også væk fra holdet, når Mellemøsten kalder, for den uddannede historiker har altid haft et tæt forhold til landene mod syd og har flere gange rejst rundt både privat og som journalist. Og her dukker fodbolden også op, selv i de mest uventede omgivelser. For et er begejstringen i Marokko og Egypten, noget helt andet er, når der pludselig er Barcelona-Real Madrid på tv midt i borgerkrigshærgede Benghazi i Libyen.

"Det var i det tidlige forår 2011, og det var en af mine største fodboldoplevelser. Jeg rejste to gange til Libyen for at dække borgerkrigen og var i Benghazi, da det gik hårdt for sig der. Der var ikke mange journalister tilbage, men jeg var der med en fyr, der hedder Gunnar Willum, og to dage efter byen havde overlevet Gadaffi-troppernes angreb med masser af skyderier, var der så pludselig et El Clasico-opgør."

"Det havde vores fodboldinteresserede chauffør og tolk opsnuset, og han sagde, at vi skulle tage på en café, han kendte, og se kampen, så det gjorde vi. Og jeg har simpelt hen aldrig oplevet noget lignende. Man ankom til en stabel våben, der var sirligt placeret udenfor døren af alle de her unge, der havde meldt sig til at kæmpe mod Gadaffis tropper, men nu skulle se fodbold. Og indendørs var der en fantastisk og hjertelig stemning."

"Der var vel 200 mennesker pakket sammen på den café, og Gunnar og jeg var de to eneste ikkearabere, men vi var meget velkomne. Der var selvfølgelig ingen alkohol på de kanter, så det var vandpibe, sød te og sodavand og sandwiches og så to storskærme. Salen var nogenlunde ligeligt delt mellem Real og Barca-fans, og folk hujede, som kun arabere kan. De gejlede hinanden op, og de sang smædesange mod hinanden. De var våbenbrødre, for de var alle sammen en del af den her oprørshær, men der var en syngen og en dansen og en piften. Ja, der var bare en stemning, så på et tidspunkt stod tårerne i øjnene på mig, fordi det var så emotionelt."

"Det var en oplevelse, der siger noget om både det følelsesmæssige men også om universaliteten i fodbold. Her sidder man i en krigszone i Benghazi, hvor man skulle tro, at der var andet at tage sig til, og det var der også så snart kampen var forbi, men her var et frikvarter, her var en ventil til at tage det voldsomme tryk, de var under, og undervejs i kampen kunne man bare mærke, at de var helt grebet af det eventyr, som fodbold også er. Det står som et virkelig stærkt minde, siger Adam Holm.

FAVORITHOLDET

Adam Holms favorithold: Clemence - Gentile, Lawrenson, Baresi, Thuram - Iniesta, Keane, Zidane, Laudrup - Messi, Rush

Adam Holm havde store problemer med målmanden, men valgte en af barndommens helte. Han ville egentlig gerne uden om Michael Laudrup, fordi han er så oplagt, men fandt det umuligt, når man tænker på klassen. Han har Zidane med for det magiske bensving på Hampden Park, som han selv så på en cafe i Damaskus. Han har svært ved at sætte Manchester Uniteds Roy Keane på banen, men kan ikke komme udenom den dedikerede midtbanemand med et strejf af anarkistisk fritænker. Og så var der ingen tvivl om manden på toppen.

"Min alltime-hero Ian Rush. 346 kasser for Liverpool. Det er lige før, man får en tåre i øjenkrogen, når man tænker på ham. For han havde den der storhed. Det kan godt være, at han var et år i Juventus, og lukkede i Newcastle, men det er lige meget. He's Liverpool.".