EM

Junker: Blev også valgt fra i skolegården

Mads Junker har ærgret sig over den missede EM-billet, men bærer ikke nag overfor landstræneren. I stedet nyder han DR-jobbet under slutrunden.

Selvom Mads Junker ikke kom med i den danske EM-trup, kan man alligevel opleve ham på TV-skærmen under EM i disse dage. Den danske angriber er med i DR's studie under slutrunden, hvor han diskuterer kampe, spillere og alt det andet der følger med.

Junker nyder at være med på DR-holdet, men han lægger ikke skjul på, at han allerhelst havde været en del af et andet hold: Landsholdet. Han fortæller her tipsbladet.dk om EM-billetten, han gik glip af.

- Det var en streg i regningen, men Morten Olsen ringede til mig allerede dagen efter min sidste kamp i Roda den 7. maj. Han fortalte mig, at jeg ikke kom med, og det var en ærlig og fin melding, som jo altså kom flere uger før det blev officielt.

- Den første uge var jeg ærgerlig og skuffet, men jeg havde set det som en bonus at komme med. Det havde været en god oplevelse og sjovere end at sidde herhjemme. Men nu holder jeg så ferie i stedet for, og det er også fint at være med til at dække slutrunden, når nu jeg ikke skal spille, fortæller Mads Junker til tipsbladet.dk.

Læs også: Junker skal træne i Brøndby eller FCN

Han understreger, at han ikke er bitter på landstræner Morten Olsen eller bærer nag over fravalget.

- Absolut ikke. Jeg er utrolig glad for at have været med omkring landsholdet de sidste to år. Jeg har været med til at spille Danmark til EM, og selvom jeg gerne ville have gjort det færdigt og være med i truppen, accepterer jeg det. Nu blev jeg valgt fra, og det blev jeg også nogle gange i skolegården. Nu glæder jeg mig bare til at støtte holdet på Rådhuspladsen den 1. juli, siger Junker med en kvik henvisning til datoen for EM-finalen.

Mads Junker har i kraft af DR-jobbet fulgt det danske landshold under slutrunden, og han er imponeret over den første sejr over Holland.

- Det var jo overraskende og uforudset, og nu ligger vi godt i puljen. På forhånd havde vi håbet på at fire point var nok til at gå videre, og det er jo stadig realistisk, hvis Tyskland slår Holland. Det er fantastisk, at der nu kommer to kampe med gode muligheder og god stemning og hype, siger Mads Junker, der nyder sommerferien som fast studieekspert på DR's EM-hold.

Læs også: Avis: Mechelen henter tre danskere

- Det er sjovt, og jeg prøvede noget lignende for Canal9 for to år siden, hvor jeg også arbejdede sammen med Peter Møller. Derfor valgte jeg DR i år, selvom der også var en henvendelse fra TV2. Jeg kan godt lide Peter Møller, og jeg synes, at vi har et godt hold. Det er fedt at snakke fodbold og nørde med folk, der går op i det. Jeg synes, at det er sjovt, og jeg kan godt se mig selv fortsætte i den her verden, når jeg er færdig med at spille, lyder det fra Mads Junker.

Med hensyn til fodboldkarrieren er Mads Junkers fremtid uafklaret, men han er åben for flere ligaer. Senest er han blevet sat i forbindelse med belgiske Mechelen.