Polsk landstræner: Vil ikke engang nævne Cristiano Ronaldo
Foto: Laurent Cipriani/Polfoto
EM

Polsk landstræner: Vil ikke engang nævne Cristiano Ronaldo

Polens landstræner Adam Nawalka har ikke i sinde at nævne Cristiano Ronaldo, som ifølge landstræneren er en af verdens bedste fodboldspillere.

Polen møder her til aften Portugal på Stade Velodrome i Marseille. Der er fodboldfeber at spore i det polske, og polakkerne er klar til at levere deres ypperste mod portugiserne og forsøge at spille sig i semifinalen. 

Polakkerne har en fin statistik, de kan tage med sig ind til kampen i aften: De to gange, landet har spillet i Marseille, er det blevet til sejre. Henholdsvis 4-0 over De Forenede Arabiske Emirater i 1990 og 1-0 over Ukraine tidligere på måneden.

Landstræneren for det polske landshold Adam Nawalka har følgende at sige om opgøret mod Cristiano Ronaldo og Portugal: 

- Portugal er en meget dygtig modstander med et stort potentiale. De har spillere af højeste kaliber - stjerner. Jeg har ikke engang lyst til at nævne Cristiano Ronaldo, som er en af de bedste spillere i verden. Enhver kamp er dog en udfordring for os. Mine spillere har allerede opnået en hel del, men man kan se på dem, at de er motiverede. De vil spille bedre og bedre, og for mig som træner er jeg meget glad for den tilgang, spillerne har til turneringen. Vi har stor tiltro til, at vi kan levere et godt resultat mod Portugal, siger Nawalka ifølge UEFA.com. 

Polen og Portugals sidste 10 indbyrdes opgør er endt med tre polske sejre, tre uafgjorte og fire portugisiske sejre. Målscoren hedder 13-9 i Portugals favør.