Rommedahl: Fed lodtrækning

Foto: Scanpix
Brøndby-kanten ser endnu mere frem til EM nu efter den spændende lodtrækning.

Danmarks EM-lodtrækning kunne sagtens få enhver fan, træner og spiller til at afskrive Danmark alle chancer for avancement, men man kan selvfølgelig også vælge at se en del mere positivt på tingene og det er nøjagtigt, hvad Dennis Rommedahl gør i dagens interview med TV2 Sporten.

- Fedt! Da lodtrækningen var færdig, var det faktisk min første tanke. Selvom det bliver utrolig svært, vil jeg ikke sige, at det er umuligt. Og så er det altså bare federe at spille mod de bedste lande i verden.

- Jeg glædede mig til EM før, og det gør jeg så sandelig også nu. Og hvis man vil vinde noget til et EM, så skal man også kunne slå de bedste. Så simpelt er det.

Danskerne hjemme i sofaen skal altså ikke lade sig slå ud, men i stedet glæde sig over at komme til at se de danske landsholdsprofiler i kamp mod nogle af verdens absolut bedste spillere.

- Det betyder da også lidt mere for det danske folk, at de kan sætte sig ned og kigge på en Ronaldo, en Sneijder og en Özil i stedet for a finde ud af, hvad pokker dem fra Ukraine eller Grækenland hedder. Det gør det da federe for fodboldfans at kigge på.

Seneste nyt på tipsbladet.dk