Sveriges straffehelt: Underdog-rollen har været en styrke
Foto: Petr David Josek/Polfoto
EM

Sveriges straffehelt: Underdog-rollen har været en styrke

Den svenske U/21-målmand og nykårede europamester mener, at svenskernes styrke lå i at være undertippede til hver kamp.

Sveriges U/21-landshold gjorde det. De besejrede Danmark i semifinalen, og selvom få havde tiltro til dem mod det stærke portugisiske landshold, så gik Sverige hele vejen i finalen.

Det kunne dog hverken klares indenfor de første 90 minutter og i den efterfølgende ekstra halve time, der sluttede uden mål. Derfor skulle det afgøres på straffe, hvor den svenske målmand først tog sig af Portugals tredje forsøg og derefter reddede det femte skud fra William Carvalho.

- Jeg havde en god følelse. Vi gjorde det under træningen, hvor jeg reddede fire ud af fem. (Ved Carvalho red.) noterede jeg, at hans kropssprog var lidt afslappet, selvom det måske er måden, han spiller på. Det var 50-50, og jeg gik i den rigtige retning og reddede den.

- Lige nu er vi alles helte. Det føles fantastisk. Følelsen af at redde det straffe.. Jeg ville det så gerne for holdet. Der er god moral hos holdet, så jeg er glad for alle. Ikke bare for mig, fordi jeg reddede straffesparkene, men for holdet. Vi har været undertippede i alle kampe, men det er den styrke, vi har. Jeg er så glad, at jeg ikke kan finde ord for det, sagde Patrik Carlgren til Uefas hjemmeside efter kampen.