Total hollandsk nedtur: Fra VM-bronze til EM-krise

God læselyst:

 

Det var ikke gået godt med EM-kvalifikationen, men nu var der en ny start med en ny landstræner og en ny anfører. Amsterdam Arena var godt nok som altid klædt i orange, men det var et smukt syn, der kunne anspore store hollandske fodboldpræstationer, som det var sket så mange gange før. Danny Blinds 11 udvalgte så i hvert fald klar og tændte ud, som de stod der og sang med på nationalsangen om Prinsen af Oranje, Wilhelmus af Nassau, og ingen sang højere end den nye anfører Arjen Robben.

 

Højrekanten med det fantastiske venstreben var virkelig ramt af anledningen, men på den gode måde, og så var han også kampklar, hvilket ikke havde været nogen selvfølgelig siden VM-slutrunden, så det så godt ud for Holland før hjemmekampen mod Island, for der var også et forsmædeligt 0-2 nederlag fra Reykjavik at revanchere. Men sådan gik det ikke.

 

I løbet af syv minutter havde islandske Jon Bödvarsson fra norske Viking sparket forbi et præcist Ari Skulason-indlæg en meter fra mål, og selv om Robben sendte tre skud af sted i løbet af den første halve time, blev det meste blokeret og så måtte anføreren trække sig med en skade. Halvandet minut senere smed Bruno Martins Indi en underarm i ansigtet af den liggende Kolbeinn Sigthorsson, og så var Holland også en mand i undertal.

 

Det endte med et 0-1 nederlag via et straffespark, og som om det ikke var nok, at Holland tabte den første kvalifikationskamp på hjemmebane i 15 år, så fortsatte det med 0-3 i tyrkiske Konya. På den måde blev drømmen om fire til seks point på en European Week of Football afløst af nul point og en håbløs hollandsk situation før de sidste kampe i gruppe A. For selv om Holland både slår Kasakhstan ude og Tjekkiet hjemme, så skal Tyrkiet stadig tabe en af to kampe til allerede kvalificerede Tjekkiet (ude) og Island (hjemme) – ellers er Holland ude af EM. Ikke engang en playoff-kamp vil de så kvalificere sig til, og det vil være sensationelt, når slutrunden i Frankrig nu for første gang tæller hele 24 nationer ud af de 53 UEFA-medlemmer, og Holland for bare 15 måneder siden var det næstbedste landshold i Europa.

 

Egentlig var advarselstegnene allerede til at læse midt i den store triumf under VM i Brasilien. For nok leverede Louis van Gaals Holland slutrundens næstvildeste resultat, da de åbnede gruppe B med en 5-1 sejr over de forsvarende verdensmestre fra Spanien, men derfra var det egentlig ikke så imponerende.

 

Australien blev kun slået med et enkelt mål, før reserverne vandt 2-0 over Chiles reserver i den afgjorte gruppe, og i 1/8-finalen mod Mexico i brandvarme Fortaleza var Holland faktisk bagud med 1-0, indtil Wesley Sneijder udlignede med et dommedagsspark i det 88. minut. Det skete efter nedfald fra indskiftede Klaas van Huntelaar, der så afgjorde kampen i det femte minut af overtiden på et straffespark, som Arjen Robben havde fremtvunget på baglinjen.

 

Straffespark skulle der også til i den skuffende kvartfinale mod Costa Rica, som Holland dog dominerede og vandt på det atypiske målmandsskifte fra Jasper Cillessen til Tim Krul i sidste minut, og det samme gentog sig i en ekstremt chancefattig semifinale mod Argentina, hvor van Gaal bare ikke havde mere at bytte med, og Cillessen dermed heller ikke havde mental styrke til at snuppe nogle forsøg fra argentinerne. Og så endte det med bronze efter 3-0 over de demoraliserede værter.

 

Det var flot, det var overraskende, og det var imponerende trænerarbejde af Louis van Gaal, der lod hånt om den hollandske fodboldromantik, satte sit hold op i en defensiv 5-3-2 med fokus på omstillinger via Arjen Robben i absolut storform og med arbejdsheste som Dirk Kuyt og Nigel de Jong til ekstra beskyttelse af det unge forsvar, der løftede sig med fine kontrakter efterfølgende til de unge Feyenoord-folk Stefan de Vrij (til Lazio) og Bruno Martins Indi (til Porto). Van Gaal var også allerede videre som ny chef på Old Trafford, og Guus Hiddink var kørt i stilling til at overtage landstrænerjobbet, hvilket han gjorde med respekt for forgængeren.

 

”Jeg vil gerne hylde hele holdet, der gjorde det fremragende. Det var en meget realistisk tilgang til VM,” sagde Hiddink ved ansættelsen og lovede at fortsætte med at blandede unge spillere med de rutinerede stjerner som Van Persie, Sneijder og ikke mindst Robben. Men han sagde ikke, hvordan de skulle stille op rent taktisk.

 

For Hiddink er mere af den gamle hollandske skole med boldstyrende og bevægelige spillere, så han vendte tilbage til den klassiske stil med et 4-3-3 system på banen. I løbet af et par år gik Holland altså fra Bert van Marwijks fysiske presspil, der nok gav en tabt VM-finale i 2010 men ikke glædede fodboldromantikere som Johan Cruyff, over Louis van Gaals omstillinger til Hiddinks klassiske, hollandske 4-3-3 – og da Holland tabte den eneste træningskamp inden EM-kvalifikationen med 2-0 til Italien efter en skidt indsats, vendte Hiddink endda kortvarigt tilbage til 5-3-2 i åbningen ude mod Tjekkiet.

 

Den kamp blev også tabt, og selv om tjekkerne først kom på 2-1 i overtiden, så var det selvfølgelig skidt og også nok til, at landstræneren vendte tilbage til 4-3-3, og det system er der blevet holdt fast på siden. Så Holland vandt over Kasakhstan og Letland med samlet 9-1, men man tabte også en træningskamp hjemme til Mexico og endnu værre EM-kvalifikationskampen oppe på Island.

 

”Vi fik scoret hurtigt. Det er altid vigtigt for det mindre hold at få scoret, og så var vi også lidt heldige. De havde jo to gode chancer, men de scorede ikke. De gode hold plejer at score på deres chancer, men det gjorde de ikke, og så blev det svært for dem. Vi spillede fantastisk organiseret og rigtig godt, og så var vi heldige, at de ikke scorede. Det var stolpe ud og lige over overliggeren. Vi lavede en superkamp, og de var ikke på tæerne,” som den islandske stopper Ragnar Sigurdsson siden fortalte om kampen til Tipsbladet, mens Arjen Robben dengang bemærkede:

 

”Vi skal ikke tro, at vi er gode, for det er vi ikke. Vi hører ikke til blandt de bedste nationer. Vi skal arbejde frygtelig hårdt på at være gode, og vi må være meget kritiske omkring vores egen indsats.”

 

Og kritikken blev ikke mindre efter en sent sikret 1-1 hjemme mod Tyrkiet.

 

”Holland spillede elendigt mod Tyrkiet. Ingen gjorde, hvad de skulle. Forsvarerne afleverede bolden op til midtbanen, der så spillede den tilbage igen. Spillerne med begrænset kreativitet dikterede spillet. Sådan skal det ikke være. Og problemerne blev bare større,” skrev Johan Cruyff i sin faste klumme i De Telegraaf.

Selv om det fortsatte med en venskabssejr over Spanien, et nederlag til USA og endelig 2-0 i Letland, så var forholdet mellem Hiddink og det hollandske landshold kuldsejlet.

 

”Jeg er ked af, at det er gået på denne måde. Det var en ære igen at være hollandsk landstræner, og jeg ønsker min efterfølger og holdet alt det bedste på vejen mod EM i Frankrig,” sagde manden, der i 1998 nåede en VM-semifinale med Holland, men nu gav op i slutningen af juni, godt halvvejs gennem EM-kvalifikationen.

 

Afløseren blev ikke overraskende assistenten Danny Blind, der var kørt i stilling til at overtage efter slutrunden i Frankrig, men Daveys far kunne altså ikke ændre på situationen, selv om han skiftede anfører fra van Persie til Robben og vragede Nigel De Jong. Tværtimod blev den kun endnu værre, så den gamle Ajax- og landsholdsforsvarer, der kun havde en enkelt sæsons erfaring som decideret cheftræner (2005/06 med Ajax, der kun blev nummer fire i Æresdivisionen), blev faktisk spurgt, om han havde overvejet sin fremtid efter sin blot anden kamp som landstræner.

 

”Den tanke er aldrig røget gennem mit hoved,” sagde Danny Blind efter de 0-3 i Konya på den anatolske højslette, hvor Holland havde fastholdt den klassiske 4-3-3 men dog med et defensivt tvist i form af to defensive midtbanespillere bag Wesley Sneijder.

 

Men et er forskellige systemer, noget andet er de spillere, der skal operere i dem, og her har Holland også haft et par store problemer. Først og fremmest har Arjen Robben, der var så fremragende ved VM med tre mål, tre assists og som en konstant trussel i omstillingerne, kun været klar til tre hele kampe og den halve time på hjemmebane mod Island, og de to af dem var hjemme mod Kasakhstan og Letland, hvor det trods alt nok var gået for Holland alligevel, samt oppe på Island.

 

Desuden har Robin van Persie kun scoret i de to hjemmekampe mod Kasakhstan og Letland, og med 49 mål i 99 landskampe er det en mand, der skal levere mere for Holland. Men den 32-årige angriber har ramt et dyk i formen og har mest været brugt som indskifter i Fenerbahce, hvilket selvfølgelig bekymrer landstræner Blind.

 

”Det er ikke en ideel situation for hverken van Persie eller os. Man vil have sine spillere på banen. I torsdags spillede han hele kampen mod Celtic, men det er ikke godt, når en af de vigtigste spillere ikke spiller fast fra start hver uge,” sagde Danny Blind mandag om angrebssituationen.

 

I sin første kamp mod Island holdt Blind så i øvrigt van Persie på bænken hele kampen, mens han til gengæld var tilbage som anfører og i startopstillingen mod Tyrkiet uden det hjalp.

 

”Hele kvalifikationsturneringen har været meget svær, og nu har vi ikke længere vores skæbne i egne hænder. Jeg har det virkelig frygteligt,” sagde Fenerbahce-angriberen efter nederlaget i hans nye fodbold-hjemland.

 

Nu skal van Persie gerne ramme et dobbelt jubilæum i Kasakhstan med kamp nummer 100 og mål nummer 50 for Holland, og den næstmest scorende spiller i hollandsk landsholdsfodbold Klaas-Jan Huntelaar (41 mål i 74 landskampe) må også gerne byde ind, for der er brug for point og mål, hvis Holland skal nå et par playoff-kampe til det EM, der også meget vel kan blive de store profilers sidste slutrundesang.

 

32-årige Rafael van der Vaart (109 landskampe, 25 mål) blev allerede vraget nogle måneder før VM, og har ikke været i spil efterfølgende, mens angriberne van Persie og Huntelaar også begge har rundet de 32 år. Arjen Robben (87 landskampe, 28 mål) og Wesley Sneijder (117 landskampe, 28 mål) er begge blevet 31 år, og specielt Robben har en skadeshistorik, der gør det svært at se ham i fuld vigør ved VM i Rusland, hvor han vil være 34½ år gammel.

 

Endelig er der også den vragede midtbanestopklods Nigel de Jong (81 landskampe, 1 mål) på 30 år, så alt i alt er seks store hollandske navne at finde i landsholdskarrierens efterår, og den kommende afsked med aktuelt 567 landskampe og 172 mål i alt (udover den efter VM selv-pensionerede og nu 34-årige Dirk Kuyts 104 landskampe og 24 mål), er selvfølgelige noget, som nationen frygter – specielt fordi det er småt med afløsere på samme niveau. 

 

Normalt er en fodboldspiller i sin bedste alder, når han er mellem 25 og 28 år gammel, og derfor har de bedste landshold også tit en overvægt af spillere i den alder, men Holland har ikke meget at byde ind med i den gruppe. I den seneste bruttotrup er der godt nok otte spillere i den alder, men kun en enkelt eller to, der kan blive store profiler fra gruppen bestående af målmændene Jasper Cillessen og Tim Krul, forsvarerne Davey Blind og Daryl Janmaat, midtbanemanden Vernon Anita og angriberne Jeremain Lens, Eljero Elia og Bas Dost, og blandt de ikke-udtagne i den aldersgruppe får spillere som Gregory van der Wiel, Erik Pieters, Jonathan De Guzman, Luuk De Jong og Luciano Narsingh heller ikke hollandske fodboldhjerter til at banke specielt meget heftigere.

 

Lidt bedre ser det ud blandt de yngre spillere med navne som Memphis Depay, Davy Klaassen, Georginio Wijnaldum, Stefan de Vrij og Quincy Promes, men det er ikke en generation som den, der så småt er ved at lukke landsholdskarrieren, så den hollandske fodboldfremtid tegner ikke lige så lysende, som den gjorde for 10 år siden, hvilket understreges af, at U/21-landsholdet ikke nåede EM i sommer.

 

De manglende præstationer ses også på UEFA’s klubrangliste, hvor Holland er gledet ned som nummer 10 efter tre dårlige år, og hvor der ikke har været deltagelse udover Champions League-gruppespillet siden PSV Eindhovens kvartfinale i 2007. Selvfølgelig skyldes det, at de bedste spillere søger nye udfordringer – som Wijnaldum og Memphis’ skifte fra PSV til Premier League i sommer og som Feyenoord-forsvarerne De Vrij og Martins Indi til Lazio og Porto efter VM – men de kommer heller ikke til lige så store klubber, som de gjorde engang.

 

”Hollandske landsholdsspillere skifter nu til klubber som Newcastle, Stoke og Spartak Moskva, og det er langt fra de topklubber, hvor Robben, Sneijder, van Persie og van der Vaart lyste op,” som det stod at læse i en nylig leder i Algemeen Dagblad.

 

Så der er nok at bekymre sig om i den hollandske fodboldverden, og det er ikke blevet mindre, som skaderne har slået hårdt ned på landsholdstruppen til de to afgørende kampe i de kommende dage. Arjen Robbens skade i mavemuskulaturen fra kampen mod Island holder ham stadig ude, mens forsvarsstyrmanden fra VM, klubløse Ron Vlaar, er langtidsskadet med korsbåndsproblemer. Knæet har også kostet meget spilletid for Romas midtbanemand Kevin Strootman, der kun har spillet syv kampe siden marts 2014, og hvis skade var skyld i van Gaals taktiske omlægning til slutrunden i Brasilien. Kommer den 25-årige Strootman tilbage i topform vil det helt klart styrke Hollands fremtidsperspektiver, men lige nu er han ude på ubestemt tid efter en tredje operation i sidste måned.

 

På skadeslisten står også Stefan de Vrij, Davy Klaassen, Jordy Clasie, Daryl Janmaat, Luuk de Jong og Quincy Promes, mens forsvarerne Bruno Martins Indi og Gregory van der Wiel begge har karantæne, så alt i alt mod Danny Blind undvære 11 spillere, mens han fortsat har undladt at udtage Nigel de Jong og også har vraget den skuffende PSV-kant Luciano Narsingh.

 

Det ser altså svært ud på alle måde for Holland, men landstræneren er selvfølgelig optimist alligevel, selv om han kun har oplevet nederlag i sin korte karriere som Bondscoach.

 

”Vi kan helt sikkert finde alle mulige undskyldninger, men det vil vi ikke. Vi skal simpelt hen bare spille mod to gode modstandere og vinde begge kampe. Med de spillere vi har. Punktum. Vi skal spille på kunstgræs i Kasakhstan, så vi rejser derud et par dage før for at vænne os til det, men som jeg har forstået det, så ruller bolden pænt, og banen er jævn, så vi kan spille vores spil. Der er ingen undskyldninger. Vi skal vinde to kampe og så vente på, at tjekkerne gør deres,” sagde Danny Blind om en skidt situation for Oranje blot 15 måneder efter, de var et par straffespark fra at nå den anden VM-finale i træk.

 

”At de blev nummer tre ved VM reflekterede ikke holdets sande styrke. Det var mere et fornuftigt kvartfinalehold,” sagde den engelske forfatter David Winner for nylig til Off The Ball. Og manden der på flotteste vis har redegjort for den hollandske fodboldsjæl i bogen ”Brilliant Orange: The Neurotic Genius of Dutch Football,” fortsatte:

 

”Samtidig er den aktuelle situation også en smule misvisende. De er ikke helt så dårlige, som resultaterne har gjort dem. Men der er en stærk generation, der er ved at fade ud, og så er der en ung generation, som vi ikke ved, hvor god kan blive. Så lige nu er de midt imellem to generationer.”

 

Og et godt stykke vej fra EM i Frankrig kan man tilføje.