UEFA tildeler Italien sejr - og bøde

Serbiske hooligans ødelagde EM-kvalifikationskampen mod Italien bl.a. med kast af romerlys. Foto: Scanpix
Italien er i dag blevet tildelt en skrivebordssejr på 3-0 over Serbien efter skandalekampen tidligere på måneden. Samtidig uddeler UEFA bøder til begge nationer.

UEFA har besluttet at tildele Italien en 3-0 sejr over Serbien, efter dommeren valgte at afbryde landenes EM-kvalifikationskamp i midten af oktober på grund af uroligheder hos serbiske hooligans.

De voldsomme handlinger med blandt andet romerlyskast fik dommeren til at indstille kampen en halv time. Men urolighederne fortsatte, og derfor valgte dommeren at stoppe kampen.

Udover nederlaget har UEFA straffet Serbien yderligere. Således skal de næste to hjemmekampe spilles for lukkede døre. Derudover er det serbiske fodboldforbund blevet tildelt en bøde på 120.000 Euro.

Italien slipper dog heller ikke helt for straf. UEFA har vurderet, at de også har haft en del af ansvaret som værter, og derfor skal Italien spille næste hjemmekamp for lukkede døre ligesom de tildeles en bøde på 100.000 Euro.

Begge landes forbund har tre dage til evt. at appellere dommen.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: