
'Den nye Schmeichel'. Det kaldte Liverpool danske Martin Hansen, da klubben hentede den dengang 16-årige dansker. Og nu vil Hansen gerne rykkes op og træne med de bedste.
- Jeg træner i ny og næ med førsteholdet og 'Pepe' (José Reina, red) og reservemålmanden Diego (Cavalieri, red), men skal jeg blive i Liverpool, så skal jeg træne fast med førsteholdet og udfordres på den måde. Samtidig skal jeg til at spille fast for reserverne, fortæller Martin Hansen til tipsbladet.dk.
For tiden deler den danske keeper tiden på reserveholdet med to andre talentfulde keepere, men skal han blive, så skal der mere spilletid på bordet.
- Ellers må jeg finde en ny klub, hvis Liverpool ikke kan tilbyde de vilkår. Jeg har en alder, hvor jeg skal spille hver weekend og det er mit mål, slår Martin Hansen fast.
Martin Hansen fik et godt rygstød, da han for nylig atter indgik i Liverpools Champions League trup til forårets udfordringer.
- Det var dejligt og stort at se sin trøje med navnet bagpå hænge med Champions League-logoet på ærmet. En lille drøm man har haft, forklarer stortalentet, hvis kontrakt udløber til sommer med englænderne.