9-0: Brøndby fejede gulv med lilleputter
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto
Europa League

9-0: Brøndby fejede gulv med lilleputter

Det mindede mest af alt om Serie-fodbold en søndag formiddag, da Brøndby mødte Juvenes/Dogna i Europa League-kvalen. Ingen havde dog tømmermænd i 9-0-sejren.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Som til enhver fodboldkamp var der også spænding inden torsdagens opgør mellem Brøndby og AC Juvenes/Dogana i Europa League-kvalifikationen. Spændingen gik dog ikke på, om Brøndby ville vinde kampen - udelukkende hvor meget de blå-gule ville vinde med. Et hold fra San Marino, verdens femtemindste land, skal ethvert dansk Superliga-mandskab ganske enkelt spadsere henover uden de mindste problemer

Det gjorde Brøndby imidlertid også. De blå-gule vandt 9-0 i det, man vist allerede nu kan udråbe som klubbens nemmeste kamp i denne sæson.

Brøndby var tæt på at score efter bare 14 sekunder. Teemu Pukki, der nu er permanent Brøndby-spiller, fik en kæmpe hovedstødschance, men headede lige over gæsternes mål. Fire minutter senere sad den imidlertid lige i skabet.

Juvenes/Dogana havde endnu ikke været over midten, da Johan Larssen lagde et hjørnespark til bagerste stolpe, hvor udskældte Johan Elmander dukkede op og scorede Brøndbys første mål i denne sæson. Det var samtidig svenskerens første scoring på Brøndby Stadion siden tilbagekomsten til Vestegnen.

Små ti minutter senere gik Johan Elmander fra målscorer til oplægger, da Brøndby bragte sig foran 2-0. Elmander lagde bolden i dybden til Patrick Da Silva, der fra en fri position fordoblede den blå-gule føring. Elmander og Brøndby var dog slet ikke færdige endnu.

To minutter senere spillede Brøndby sig atter igennem til en kæmpe chance, og i to omgange lykkedes det Johan Elmander at gøre det til 3-0 med sin anden scoring i kampen.

Og hvornår blev det så 4-0, var det næste store spørgsmål i kampen. Det gjorde det efter 22 minutter. Johan Larsson slap igennem i højre side og afsluttede, men gæsternes keeper reddede. Returen endte dog hos Teemu Pukki, der trillede den i et tomt net. Så stod det 4-0. Et minut efter blev det 5-0.

Andrew Hjulsager havde masser af plads efter et indlæg fra venstre, og han headede bolden videre til Frederik Holst, der kunne notere sig for et af karrierens meget, meget sjældne hovedstødsmål.

Før pausen fik de fremmødte Brøndby-fans også et ægte klassemål at se. Der var spillet 35 minutter, da Brøndby blev tilkendt et frispark lidt udenfor feltet, og dette bankede Johan Larsson på smukkeste vis i kassen til 6-0.

Bagud med tenniscifre fik gæsterne fra San Marino lov til at gå til pause.

I pausen hev Thomas Frank den dobbelte målscorer Johan Elmander ud og afløste ham med Elba Rashani, og den indskiftede nordmand scorede Brøndbys første mål i anden halvleg. Efter ti minutter fik nordmanden mere eller mindre serveret bolden af en Juvenes/Dogana-spiller, og så gjorde han det til 7-0.

Elba Rashani var ikke den eneste indskifter, der kom på tavlen for Brøndby. Med godt en halv time tilbage kom det 17-årige stortalent Rezan Corlu på banen til sin debut, og efter 66 minutter gjorde han det til 8-0 med et fremragende langskud. Det fejrede han ved at give Thomas Frank en ordentlig krammer. De to skal med sikkerhed nok komme til at fejre mange flere mål sammen i fremtiden.

Der gemte sig et enkelt mål mere i opgøret. Efter 87 minutter lagde Patrick Da Silva bolden ind i hovedet på Elba Rashani, der headede den i kassen til 9-0, som også blev kampens slutresultat.

Returkampen i San Marino spilles i næste uge. Den skal Brøndby nok klare.