Alexis blev helten i Arsenals Europa League-sejr
Foto: Getty Images
Europa League

Alexis blev helten i Arsenals Europa League-sejr

Alexis Sanchez var angiveligt lige på nippet til at skifte væk fra Arsenal i sommer, men alt det må være glemt nu efter han gik forrest i klubbens sejr over Köln i Europa League.

Europa League-kampen mellem Arsenal og Köln blev udsat en hel time af sikkerhedshensyn for tilskuerne, men kampen kom i gang, og det gjorde Arsenal også efter lidt startvanskeligheder, hvor det lignede, at englænderne troede, at kampen var udsat en time yderligere.

Alligevel vandt Arsenal dog 3-1 efter en fin slutspurt i anden halvleg, men i første halvleg havde de bestemt ikke så meget medvind. Allerede efter ni minutter kom Koln foran, da Arsenal-keeper Ospina var kommet på en meget lang skovtur. Det udnyttede Cordoba, som sendte bolden i mål fra en afstand på ca 40 meter.

Samtidig var de mange tilrejsende fans fra Köln helt oppe og ringe, og det lød ofte som om, man var i Tyskland og ikke i London. Dog fik Arsenal kæmpet sig tilbage. Først ved Kolasinac, der kun havde været på banen i tre minutter, da han flækkede til bolden til 1-1.

Efter 67 minutter blev det til 2-1 for Arsenal, da hovedrolleindehaveren af sommerens helt store transfersagaer, Alexis Sanchez, på utrolig vis fik sendt en skruet bold i mål. Der er ikke noget at sige til, at han er ønsket i mange store europæiske klubber.

Kampen blev lukket af Bellerin i kampens slutning, hvor han fejrede målet ved at rende ud til fansene og råbe 'Vamos' efter dem. Der var virkelig tale om passion her, men det kunne de tyske tilskuere så sandelig også, da de hev deres halstørklæder frem og sang fællessang.

Med sejren er Arsenal på førstepladsen i deres pulje, mens BATE og Røde Stjerne spillede uafgjort og deles om andenpladsen i puljen.