Bedst og værst: Øv, øv, øv, SønderjyskE
Foto: Polfoto/Ernst van Norde
Europa League

Bedst og værst: Øv, øv, øv, SønderjyskE

Tipsbladet.dk kigger nærmere på mødet mellem Sparta Prag og SønderjyskE.

Sparta Prag - SønderjyskE 3-2
0-1 Mikael Uhre (35')
0-2 Troels Kløve (40')
1-2 David Lafata (44')
2-2 Josef Sural (69')
3-2 Jakub Brabec (85')

Kampens bedste spiller: 

Sparta Prag: 
Målmand Tomas Koubek kunne ikke gøre noget som helst ved SønderjyskE's mål, men han endte med at give Sparta Prag den endelige sejr. Hans fantastiske redning på Marc dal Hendes hovedstød kort før slutfløjtet er det eneste, der adskiller SønderjyskE fra at være i Europa League-gruppespillet. 

SønderjyskE: 
Mikael Uhre kunne velsagtens være maratonløber, hvis ikke han havde en lovende fodboldkarriere foran sig. Den unge angriber løb, løb og løb solen sort og scorede et fantastisk mål efter 35 minutter, der åbnede portnen til Europa League på klem. Flot, flot præstation af 21-årige Uhre, hvis værdi er steget gevaldigt her til aften. 

Kampens dårligste spiller: 
Det er på baggrund af denne kamp svært at forestille sig, at Michal Kadlec har spillet for store europæiske klubber som Leverkusen og Fenerbahce, men den er altså god nok. Der var ikke meget, han gjorde rigtigt i dagens kamp, hvor han havde utroligt svært ved at styre en flagrende Mikael Uhre. 

Kampens detalje: 
Det kan godt være, at en række af Sparta Prag-fans forlod stadion, da der stod 2-0, men de, der blev tilbage, var med til at skabe en fantastisk stemning. Genereli Arena ligger langt fra varme destinationer, men alligevel var det en mur af bare maver, som sønderjyderne i anden halvleg skulle angribe ned mod.