Brøndby-debutant: Glemmer det aldrig
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Europa League

Brøndby-debutant: Glemmer det aldrig

Malthe Johansen fik torsdag aften debut for Brøndby, og det gjorde indtryk på den unge spiller.

Brøndby IF skulle sikre et godt udgangspunkt, da Omonia fra Cypern gæstede i Europa League-kvalifikationen. Dette lykkedes dog ikke for alvor, da mandskabet fra vestegnen efter mange brændte chancer blot spillede 0-0. Der var dog gode takter i kampen for Brøndby-holdet, der er kommet skidt fra start i Alka Superligaen. 

Torsdagens kamp bød især på gode takter fra unge Malthe Johansen. Den 19-årige forsvarsspiller kom på banen efter en skade til Martin Albrechtsen efter 43 minutters spil, og her leverede han en solid præsentation. En debut der da også gjorde indtryk: 

- Det er svært at beskrive, hvordan det føles, da jeg skulle ind. Det var stolthed. At få debut her i Brøndby er det, jeg altid har drømt om. Det skete i dag, og det er helt sikkert noget, jeg aldrig glemmer, siger Malthe Johansen til Brøndby IF TV og understreger: 
 
- Jeg tænkte, at jeg skulle gøre det, jeg er god til. Jeg skulle snakke til de andre for at komme ind i det, mens de andre var meget gode til at hjælpe mig. Jeg føler, at det var en god debut, fordi hele holdet fungerede, da jeg kom ind, udtaler det unge talent. 
 
Malthe Johansen var denne sommer rygtet til FC Porto efter en lejeaftale, men blev i stedet på vestegnen.