Brøndby får fordoblet billetterne til San Marino-kampen
Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Polfoto
Europa League

Brøndby får fordoblet billetterne til San Marino-kampen

Der er nu sat 650 BIF-billetter til side til de medrejsende Brøndby-fans, når de skal spille returkamp i San Marino torsdag

Som det fremgik i går, så forventes det, at over 500 Brøndbyfans tager turen til San Marino, når klubben spiller returkamp i Europa League-kvalifikationen mod Juvenes/Dogani. 

Der var dog i første omgang kun 300 billetter til salg til Brøndby-afsnittet, men det er nu lavet om. Brøndby melder på deres Twitter, at der er sat ekstra 350 billetter til salg til Brøndby-fansene, så der nu vil være et udebaneafsnit med 650 BIF-fans til kampen.

De 'nye' billetter, der er sat til salg kommer til at gå efter først til mølle-princippet, men møllen ligger i San Marino, hvor de vil blive sat til salg på kampdagen ved stadion i San Marino. 

Juvenes/Doganis hjemmebane kan have 7.000 tilskuere, så BIF kommer op på at fylde omkring ti procent af kapaciteten, men givetvis meget mere på lydsiden, hvis man kender Brøndby-supporterne ret.

Der skulle dog ikke blive den store spænding i kampen. Brøndby vandt den første kamp med 9-0 hjemme på Brøndby Stadion, hvor San Marino-holdet blev udstillet gang på gang.