Brugge-træner: FCK er et farligt hold
Illustration
Europa League

Brugge-træner: FCK er et farligt hold

Club Brugge har stor respekt for FC København før aftenens kamp.

Club Brugge tævede tidligere på sæsonen Brøndby gule og blå, og i aften kan den belgiske storklub så også gøre det onde ved FC København, når de møder de danske vicemestre i Europa Leagues gruppespil.

FC København er seedet højere end Club Brugge i Europas næstbedste klubturnering, men alligevel får belgierne nok svært ved at løbe fra favoritværdigheden i aftenens kamp på hjemmebane. Værterne møder dog op med en sund respekt for FCK, der står noteret for en sejr og et nederlag efter de første to kampe.

- FC København er et hold, der altid er rigtig godt organiseret. Desuden har de mange individuelle kvaliteter og er et svært hold at skabe chancer mod. Det så man også i den seneste kamp mod Torino, der kun vandt på et dumt straffespark efter 93 minutter. Mine spillere skal lave så få fejl som muligt, for FCK er gode i omstillingen fra forsvar til angreb. Det er et meget farligt hold, siger Club Brugge-træner Michael Preud'homme ifølge belgiske medier. 

Der er kickoff i aften klokken 21.05.