Det var på forhånd ventet, at FC København ville få det svært i torsdagens udekamp mod Hannover 96 i Europa League. Så en af de vigtigste instrukser fra Roland Nilsson før mødet med tyskerne må utvivlsomt have været at begrænse de personlige fejl.
Men det vil være synd at sige, at Claudemir løste den opgave specielt godt. Det var nemlig ham, der var skyld i Hannovers føringsmål i 1. halvleg. Brasilianeren spillede bolden lige hen i fødderne på Christian Pander, der sekundet efter passerede Johan Wiland.
Heldigvis lod FCK-spillerne sig ikke slå ud af Claudemirs fejl, og da de 90 minutter var gået, stod der 2-2 på måltavlen. Ikke mindst takket være Cesar Santins sene udligning. Og Claudemir havde da også sin landsmand i tankerne efter kampens afslutning.
- Jeg ser ikke spilleren, der kommer imellem. Jeg kigger kun på Johnny, som jeg vil aflevere til, og ikke den anden. Cesar reddede mig i dag (i går red.), siger Claudemir til ekstrabladet.dk.
Foruden Cesar Santin kom også Dame N'Doye på scoringstavlen.