Cornelius med i Atalantas 3-0-sejr over Everton
Foto: Getty Images
Europa League

Cornelius med i Atalantas 3-0-sejr over Everton

Atalanta satte torsdag aften Everton på plads på den europæiske scene med en klar 3-0-sejr.

Man ser det efterhånden ofte, at Premier League-holdene har det svært i Europa, og det skete nok engang torsdag aften, da Rooneys Everton var en tur i Italien mod Atalanta, der kunne tage en stensikker sejr på 3-0.

En kamp hvor den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius kom ind fra bænken.

Atalanta kom allerede foran efter 27 minutter ved Masiello, og det blev kort før pausen endnu værre for Everton, da Gomez fik scoret til 2-0 efter et ordentligt drøn, som fik netmaskerne til at flagre. En suveræn basse, og så kom Cristante også lige på måltavlen. Begge scoringer før pausen blev sat op af Petagna.

Cornelius kom på banen med 11 minutter tilbage af kampen, men det var alligevel tid nok til, at han fik sendt en afslutning afsted. Desværre var der ikke saft og kraft nok i den til at overliste Stekelenburg i Everton-målet.

I Atalantas gruppe var FC Midtjyllands overmænd i kvalifikationen, Apollon, oppe mod Lyon, og her fik cyprioterne hevet en 1-1 hjem til sidst. I næste runde møder Cornelius og Atalanta netop Lyon i Frankrig.